Danske dødsannoncer er under forandring

Dødsannoncerne er blevet længere og mere personlige

Radiovært Nanna Mogensen.
Radiovært Nanna Mogensen. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR.

I PROGRAMMET Faglitteratur på P1 tog værten, Nanna Mogensen, i denne uge fat på det, man kunne kalde for menneskets sidste tekst. Dødsannoncerne har ændret sig igennem de seneste 20-25 år: De er blevet længere og mere personlige, de bliver gjort unikke med billeder og vignetter af blandt andet murskeer og sporvogne, og det er blevet mere almindeligt, at man skriver sin egen dødsannonce og lægger den til de efterladte.

Nanna Mogensen ville undersøge, hvordan den moderigtige dødsannonce så ud, og tog ind på dagbladet Politikens navneredaktion for at tale med Gerd Salmark, der i 16 år har været sekretariatsleder på navnestoffet og dermed også dødsannoncerne og nekrologerne.

DET BLEV EN overraskende fornøjelig snak, fordi Gerd Salmark havde et mere end almindeligt nøgternt forhold til sit stofområde. Hun fortalte, hvordan hun startede morgenen med at gennemgå de andre aviser for at se, om de har nogle døde, som vi ikke har, og da hun den pågældende dag fandt ud af, at der kun var fem nye dødsannoncer, måtte hun hurtigt rette sig selv, da hun kom til at sige, at der forhåbentlig kom flere i løbet af dagen.

Hun havde nok en fornemmelse af, at hun med den bemærkning overskred nogles grænser, men jeg synes, det var fint og helt i orden. Selvfølgelig må hun have det sådan med døden. Det er hendes arbejde, de døde er hendes historier, og hun skal jo helst fylde sin halve side i avisen.

Det eneste Gerd Salmark ifølge værten ikke var meget for at tale om, var de nekrologer, der formodentlig bliver skrevet på forhånd, når et kendt menneske er meget sygt, de sjældne falske dødsannoncer og også de deciderede fejl.

Her kan jeg så træde ind og bidrage til fornøjelighederne, for da min gamle sprællevende farmor fyldte 90, var der i stedet for en fødselsdagsomtale en dødsannonce med nekrolog i den lokale avis.

Det udløste en meget stor buket blomster, og vi var der, da redaktøren troppede op på adressen med en ansigtskulør, der overgik de røde roser. Det grinede vi meget ad den sommer også farmor.

PROGRAMMET EFTERLOD MIG med ny viden: At næsten ingen dør i højtiderne, fordi vi mennesker åbenbart kan holde ud endnu et par dage, hvis der er noget, vi gerne vil nå at have med, og at flere dør, når der er skift i vejret. Jeg lærte også om hierarkiet imellem den almindelige dødsannonce, det lidt finere mindeord skrevet af venner eller kolleger og så nekrologen, der skrives på redaktionen men kun om kendte og betydningsfulde mennesker.

Jeg håber, redaktionen engang følger op med en udsendelse, der sætter perspektiv på det faktum, at vores dødsannoncer skal være mere og mere unikke, og at vores trang til individualitet således strækker sig helt ind i døden, samtidig med, at Politiken tre-fire gange om ugen må efterlyse pårørende til mennesker, der er fundet døde uden en eneste ven omkring sig.

Men denne samtale var i sig selv interessant, og overraskende var det, at det netop skulle være det emne, der gav de største smilehuller i kinderne den dag.

Gitte Løkkegaard er forfatter og journalist