Store musikere kan få meget magt. Vi blev mindet om det, da rockstjernen David Bowie forleden døde, man så det i 2009, da Michael Jackson gik bort, og det blev understreget, da John Lennon i 1980 blev skudt i New York.
Tirsdag aften sendte DR K en dokumentar om Lennons betydning, hvilket netop var ekstra interessant set i lyset af David Bowies bratte bortgang. Disse to var blandt de absolut største musikere i det 20. århundrede og satte sig spor langt ud over det musikalske. John Lennon blev efter bruddet med The Beatles en slags kærlighedens fredsguru, der varslede revolution i det menneskelige tankesæt, og David Bowie var postmoderne før tiden og banede blandt andet i 1970'erne vej for det brud med kønsroller og given identitet, der fylder så meget i dag. Tilmed siges det, at han med sin musik og personlighed var med til at fremme Murens fald i 1989 i Berlin, hvor han en overgang boede.
Dette er svært at dokumentere, og i det hele taget er det vigtigt at overveje, hvordan disse ikoner fremstilles. Der er kolossale mængder nostalgi og sentimentalitet forbundet med den musik, man er præget af, og personerne bag den kan hurtigt få mytologisk status. Læs blot disse dages dybt følelsesladede afskedsartikler med David Bowie.
I dokumentaren på DR K fik man genopfrisket John Lennons tanker om den globale fred, der kan vokse, hvis man passer på kærligheden som en skrøbelig blomst, og Lennons formuleringer svarer meget godt i niveau til udtalelserne fra deltagerne ved en Miss World-konkurrence. John Lennon var virkelig en stor poet og musiker, men hans politiske engagement fremstod decideret barnligt. Til sammenligning optrådte David Bowie som en skarpere og mere alsidig mand, og man husker, med hvilken effekt han præsenterede sig selv som et kønsløst væsen fra en fremmed planet.
Til gengæld ved man også, at kønsrelativering og dyrkelse af homoseksualitet i dag har udviklet sig til en magtfuld og også problematisk ideologi, og set i det lys kan man mene, at David Bowie også var forgangsmand for en vis uheldig kulturel opløsning.
Men de store musikikoner er fredede, og det nævnes sjældent, at de også var med til at forføre mennesker, der måske glemte at tænke selv. Musikken ses som kreativ og uskyldig, men den er også et effektivt magtmiddel, og hvem ved, om visse store musikere skader deres samtid lige så meget, som de gavner den?
Sidst i programmet ”Ikonet John Lennon” faldt nogle bemærkninger fra folk, der havde kendt manden, og én så for sig, hvordan Lennon i dag kunne have talt om fred og kærlighed ved alverdens flygtningelejre. Det kunne han sikkert, men John Lennon var en privilegeret drømmer og kunne næppe have bidraget til løsninger, endsige den fred i verden, han gjorde til en del af sit image.
Hver gang en stor rockstjerne går bort, skal man midt i den endeløse hyldest i medierne huske, at selv de største musikere kan efterlade sig spor af tvetydig art. De giver os meget, men de kan også sløre forstanden.
Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist