De råbte: Gud er stor!

Jesper Bacher tager et kritisk blik på mediedækningen og reaktionerne på terrorangrebene i Paris

Politi uden for det afspærrede koncertsted Bataclan efter terrorangrebet.-
Politi uden for det afspærrede koncertsted Bataclan efter terrorangrebet.- . Foto: Jacques Demarthon/Scanpix.

BREAKING STÅR DER i hjørnet af skærmen. Hvorfor har vi ikke fundet et dansk ord for sidste nyt?

Imens sætter journalister, eksperter og politikere ord på terrorangrebene i Paris. Nyhederne er et puslespil, hvor der hele tiden kommer nye brikker. Da jeg slukker for at sætte mig foran en anden skærm, er dødstallet kommet op på 127. Tilfældige mennesker, som er blevet massakreret på caféer og et spillested. Man kalder Paris lysenes by, men nu ligger der mørke over Frankrig, ja, over hele Europa. Det kunne jo lige så godt være sket et andet sted. Morderne er iblandt os og deres dødsliste lang. Allerhelst tog de livet af hele Vesten, og de begynder med at aflive vesterlændinge i hobetale. De går efter jøderne på grund af deres afstamning og religion, efter islamkritikere på grund af deres ord og streger og efter alle borgere på grund af deres blotte tilstedeværelse. Denne gang var målet caféer og et spillested. Måske mente gerningsmændene, at de slog ned på Vestens dekadence ved at dræbe folk, som var gået ud for at more sig.

Nu kommer udenrigsminister Kristian Jensen på skærmen og siger det sædvanlige om, at vi skal holde fast i vores værdier. Der indløber stadig nyt, så der er ikke tid til et længere interview, journalisterne indhenter bare reaktioner. Jo vist skal vi holde fast i vores værdier, men gør vi så det, tør vi så det? Selvfølgelig vil der komme sympati og medfølelse, selvfølgelig vil der komme mange ord om frihed og demokrati, selvfølgelig vil der komme fordømmelser af gerningsmændene. Det bliver som efter de sidste terrorangreb, bare endnu mere og endnu større. Men hvem går til angreb, ikke bare på de væbnede terrorister, men på dem, som væbner terroristerne åndeligt? Hvem går til angreb på ondets rod og dets forsyningslinjer af mennesker og idéer?

Jeg læste om en meningsmåling fra ICM, bragt i det amerikanske tidsskrift Newsweek sidste sommer, der fortæller, at 16 procent af den franske befolkning støtter Islamisk Stat, som op ad lørdagen tog ansvaret for terrorangrebene. Ser man på franskmænd mellem 18 og 24 år, er det hele 27 procent. Det er godt nok mange mennesker, og selvom de færreste tager våben i hånd, så kan heller ikke giftsvampe vokse uden den rette jordbund. Står meningsmålingen bare tilnærmelsesvis til troende - og jeg værger mig næsten ved at tro det - var den værd at tage med i dækningen. Den må også kaldes breaking news.

Et vidne fortalte, at terroristerne råbte: Gud er stor (Allahu akbar), da de slagtede gæsterne på spillestedet Bataclan. Det er hørt før. ”Er Gud død, er alt tilladt” sagde den russiske forfatter Dostojevskij, men det gælder lige fuldt: ”Er Allah stor, er alt tilladt”. Mange muslimer mener heldigvis, at Islamisk Stat tager sig uhyrlige friheder på Allahs vegne, men tanken om en islamisk stat er ikke just fremmed for islam.

I fragmenter kommer tragedien ind i vores stuer, mens vi venter på næste gang, det sker.

Jesper Bacher er sognepræst