Det er en gammel tanke, som også findes i Bibelen, at navne afspejler menneskets personlighed og væsen. Navnet Jesus betyder således ”Gud frelser”, og det er selvfølgelig ikke et tilfælde.
Men man skal jo heller ikke lægge for meget i navne. Jeg kom dog alligevel til at tænke på forbindelsen mellem navn og personlighed, da DR 2 mandag aften sendte den britiske dokumentar ”Donald Trumps vilde valgkamp”, som man dårlig kan nægte aktualitet.
Så sent som i tirsdags var det jo Super Tuesday (Super Tirsdag), hvor vælgerne i 13 amerikanske delstater plus territoriet American Samoa valgte deres foretrukne præsidentkandidat, og Donald Trump blev sejrherre i de syv. Og så er det da lidt pudsigt, at navnet Trump betyder trumf på engelsk, mens det som verbum indgår i udtrykket trump up, der betyder at opdigte noget.
”Donald Trumps vilde valgkamp” gav i hvert fald et indtryk af den flamboyante byggematador som både triumferende og fabulerende. En spradebasse, men også en politiker, der taler til manden på gulvet.
Under dækningen af valgkampen så man gang på gang et skilt med teksten: ”Det tavse flertal står bag Trump”. Donald Trumps krav om grænser for immigration og løfte om en ny storhedstid for USA har vakt entusiasme blandt mange desillusionerede vælgere.
Den britiske korrespondt Matt Frei måtte til sin overraskelse konstatere, at han ikke havde set så uforfalsket hengivenhed for en præsidentkandidat siden Obamas første præsidentvalgkamp i 2008.
Donald Trump opfører sig imidlertid også som en gadedreng. Han gør nar ad en handicappet journalist, hentyder til en kvindelig studieværts menstruation og har twittet, at ”hvis Hillary Clinton ikke kan tilfredsstille sin mand, hvad får hende så til at tro, at hun kan tilfredsstille USA?”.
Der er flere eksempler i samme boldgade, som ikke ville være min teenagedreng værdig, og da slet ikke USA’s kommende præsident. Donald Trumps personlige historie, som den blev oprullet i ”Donald Trumps vilde valgkamp” vidnede også om et megalomant ego og tvivlsom forretningsetik. På den anden side kunne man godt blive lidt træt af Matt Freis britiske arrogance over for Trump. Når Donald Trump er blevet så populær, skyldes det andres forsømmelser.
Bliver eliterne døve for andet end deres egne ideer om verden, søger folk dem, som vil lytte. Når politisk korrekthed gør, at præsident Obama ikke kan få sig selv til at kalde terror islamisk, selvom den åbenlyst er udført i Islams navn, så lægger folk ører til ham, som siger det, alle kan se og høre. Derved gør man ikke alle muslimer til terrorister, men man forholder sig til terroristernes motiver.
Donald bekender sig i øvrigt som kristen, men på et møde i Iowa skal han angiveligt have udtalt: ”Jeg har aldrig bedt Gud om tilgivelse”. Gad vide, hvad han så skal med Kristus?
Jeg er nu mest tryg ved magtmennesker, som ved, hvor meget også de har brug for tilgivelse.
Jesper Bacher er sognepræst