Drama til folkets gavn

DR's dramaserier er noget af det tætteste, vi i dag kommer på et folkeligt holdepunkt, skriver dagens kommentator.

"Krøniken” er et eksempel på DR's store dramasucces.
"Krøniken” er et eksempel på DR's store dramasucces. Foto: Scanpix.

Det er svært i disse dage at tænde for DR uden at støde ind i et klip fra arkivet. På onsdag fylder Danmarks Radio 90 år, der varmes op til dagen, og i lørdags kunne man på DR K opleve en gennemgang af kanalens berømte dramaproduktioner. Fra de store succeser i 1970'erne, hvor Leif Panduro skildrede tomme danske liv i voksende velfærd, hen over ”Matador” og til nyere tids landeplager som ”Rejseholdet” og ”Forbrydelsen”.

En af de helt store forskelle på dengang og i dag er, at registrering af seertal er kommet til. Da Erik Balling og Lise Nørgaard skabte ”Matador”, var begrebet end ikke opfundet, men med TV 2's ankomst i 1988 fik målingerne hurtigt stor indflydelse.

Et konkret eksempel opstod, da man i 90`erne indså, at cirka 300.000 kvinder i Jylland ikke brød sig om DR-serien ”Taxa”, der ellers udgjorde et moderne dramagennembrud. Det viste sig, at kvinderne var trætte af det håndholdte kamera, og af at alt foregik i København, mens de i øvrigt havde en forkærlighed for skuespiller Lars Bom, der havde spillet hovedrollen i TV 2s populære ”Strisser på Samsø”. Og hokuspokus - så kom ”Rejseholdet” med kameraet fast plantet på stativet, masser af optagelser i provinsen og Lars Bom på rollelisten. Hvormed cirka 300.000 nye seere kom til. Det betaler sig at læse statistikker, og siden har DR Drama ikke sat mange fødder forkert. Afdelingen har på imponerende vis formået at forene danskerne, hvilket ikke mindst illustreres af, at ”Krøniken” på de gode aftener samlede op mod 3 millioner seere. Det er ganske uhørt, og ifølge DR-producent Sven Clausen, der har været en hovedkraft i den moderne DR-drama-succes, findes den slags seertal for eksempel slet ikke i Norge og Sverige. Til gengæld skaber det lidt bekymring, at DR i dén grad har fundet opskriften på en succesfuld dramaserie, og én af de gennemgående figurer i de mange produktioner - Ghita Nørby - mindede om, at DR ikke må begynde at frygte alvor og fordybelse. Det er fristende blot at gentage sig selv, og mens nogen vil hævde, at man i 2014 kom ned på jorden med Ole Bornedals ”1864”, er det oplagt, at DRs store udfordring er at nytænke sin egen succes. 

Jeg håber inderligt, at det lykkes, for DRs dramaserier er noget af det tætteste, vi i dag kommer på et folkeligt holdepunkt, og man kan ligefrem opleve bidder af sit eget liv, når man ser klip fra ”Gøngehøvdingen”, der i 1992 faldt uhjælpeligt til jorden. For slet ikke at tale om ”Alle elsker Debbie”, der i min omgangskreds i 1988 var et stort hit, som vi stadig kan citere replikker fra. Når en vis kritik utvivlsomt i denne uge vil dale ned over 90-års-fødselsdagsbarnet, fordi DR1 på mange måder har tabt højde og seriøsitet, vil dramaerne blive fremhævet som en central grund til, at DR stadig er noget særligt. Og hyldesten er på sin plads. Desto mere grund er der til at håbe, at DR fremover kan kombinere seertals-tyranniet med nytænkning til folkets gavn. Det er i høj grad netop den opgave, DR er sat på jorden for at løse.