En hverdagsengel der helst sagde ja til livet

Forfatter Leif Hjernøe ser tilbage på sine mange møder med netop afdøde Klaus Rifbjerg

Rifbjerg ville aldrig spændes for noget partiprogram. Hellere ville han modvirke enhver følgagtighed. -
Rifbjerg ville aldrig spændes for noget partiprogram. Hellere ville han modvirke enhver følgagtighed. - . Foto: Scanpix.

Klaus Rifbjerg (1931-2015) var en så vidt favnende forfatter, at han har efterladt sig værker for enhver smag.

Læs Kristeligt Dagblads nekrolog "Erindringens lykkelige elsker" 

Også for den dårlige, vil nogen hævde. Under alle omstændigheder: sig mig hvilken Rifbjerg-bog, du synes bedst om, og jeg skal sige dig, hvem du er.

For mig vil den store roman ”Arkivet” (1967) i skrivende stund være nummer ét. Også romanen om barndomshjemmet på Amager ”Huset” (2000) rangerer jeg højt. Godt at vide, at DR's stemmearkiv rummer sidstnævnte i en oplæsning af forfatteren selv. Udover at være en genial sprogkunstner var Rifbjerg også en slags hukommelseskunstner. Elleve afsnit blev det til. Lad os få dem genudsendt!

Det er mærkeligt nu at skulle skrive om Rifbjerg i datid. Alle, der mødte ham, har ifølge de såkaldte sociale medier behov for at skrive om det. Sådan også her. Jeg vælger at huske ham fra spredte korte møder.

Dels på Rungstedlund, hvor han spontant lånte mig fattige, nybagte forfatter til en taxa til Hovedbanegården. Det var i de tidlige 1970'ere, dels fra en sammenkomst i Dansk Forfatterforening, hvor han gav mig opmuntrende ord og et varmt håndtryk. Det var i slutningen af 1980'erne.

Og så var der et arrangement, hvor jeg på afstand iagttog, hvordan Rifbjerg forstod at tage sig af en stærkt beruset og støjende person. Det skete nænsomt myndigt og stort smilende. Sådan var det: I småt og stort var Klaus Rifbjerg en selskabelig, generøs og i alle måder gavmild personlighed.

Da man i søndags efter meddelelsen om Rifbjergs død straks om eftermiddagen på P1 rosværdigt valgte at genudsende den udgave af ”Radioklassikeren”, der blev bragt for tre år siden i anledning af forfatterens 80-års fødselsdag, blev jeg mindet om de nævnte karaktertræk. Overskriften til disse spalter er hentet derfra: Rifbjerg var en digterisk hverdagsengel, der helst sagde ja til livet.

Programredaktør Thomas Haugaard havde lavet en mosaik af mange årtiers udsendelsescitater. Det var et eksempel på, hvor seriøst DR for år tilbage tog landets forfattere. I anledning af DR's 90 årsdag blev dansk litteratur i tv forbigået i tavshed!

DR's programvært, forfatteren Jørgen Thorgaard (1939-1992) havde en samtidshistorisk samtale med Rifbjerg om Grundtvig og folkelighed kontra venstredrejet marxistisk partidisciplin. Udsendelsesklippet viste, hvor frisindet og udogmatisk Rifbjerg var og forblev.

Han talte varmt om forpligtelsen til ”at være bedre, end man tror, man kan være”. I hele sit virke befandt Rifbjerg sig i en frigørelseskamp, som gik ud på at komme i overensstemmelse med sit indre væsen. Til hans undren virkede hans blotte tilstedeværelse og frimodige stemmeføring stærkt provokerende.

Det var åbenbart irriterende, at han ikke sådan var til at sætte i bås. Borgerlig socialist kaldte nogle ham. Men Rifbjerg ville aldrig spændes for noget partiprogram endsige for nogen mondæn tendens i tiden. Hellere ville han modvirke enhver følgagtighed.