. Hendes hjerne var ifølge lægerne på Aarhus UniDet var en opsigtsvækkende, gribende og vedkommende dokumentarudsendelse, som DR 1 viste onsdag aften om 19-årige Carina, der trods alle lægelige forudsigelser overlevede en alvorlig trafikulykke i efteråret 2011versitetshospital så skadet, at hun ikke ville overleve, og familien blev derfor bedt om at tage stilling til organdonation.
Med kameraet tæt på fik vi de svære overvejelser, og ikke mindst håbet om et mirakel, direkte ind på fladskærmen. Og selvom det endte med et ja til donation, nåede det aldrig så vidt, for et tilsyneladende uforklarligt mirakel skete, og Carina overlevede en slukket respirator.
LÆS OGSÅ: Læger: Sagen om Carina er helt ekstrem
Og ikke nok med det: En lammelse, som gjorde hende ude af stand til at gå, stå eller tale, lykkedes det på forbløffende vis at komme af med. Dermed levede dokumentarudsendelsen Pigen, der ikke ville dø, op til alle journalistiske kriterier for det, som i fagjargonen kaldes en go historie.
TIRSDAG AFTEN var der en lignende historie på DR 2, som viste Det dyrebare liv om en fire måneder gammel palæstinensisk dreng, født uden immunsystem. Torsdag aften var det en kvinde med pludseligt hjertestop i Nykøbing Falster, som var hovedperson i TV 2s Alarm 112. Og i aften er der endnu et hjertestop på Kanal 5.
Sygdom, ulykker og blåt blink er nemlig på alle måder godt stof på tv. De fleste af historierne er vedkommende, fascinerende og fyldt med identifikation. Og det er på ingen måde nyt, at disse nære historier fylder meget på tv; udviklingen i retning af mere og mere personbårne historier med en alvorlig sygdom eller ulykke tilsat er eskaleret støt og roligt gennem de seneste par årtier, og de er, som DR skriver på sin hjemmeside, opsigtsvækkende, provokerende og stiller spørgsmål til vores liv. DR 1-titler som Mit lykkelige liv som grøntsag, Et stød i hjernen og Fede tider antyder alle, hvad der er i fokus.I sig selv er de enkelte udsendelser oftest godt og gedigent fjernsyn. Men de stjæler sendetid og ressourcer fra andre og måske mere væsentlige emner: Man skulle tro, at sygdom var vores største og vigtigste samfundsproblem, konstaterede én af DRs mest erfarne dokumentarister, nyligt afdøde Mads Baastrup, tilbage i 1999.
Og blandt prisvindende dokumentarister med speciale i dagsordenssættende udsendelser er det for det meste op ad bakke at skaffe sendetid og penge til historier, som i højere grad kunne befæste medierollen som samfundets vagthund, som den fjerde og kontrollerende statsmagt.
Tom Heinemann, som gennem flere år har produceret udsendelser om blandt andet danske firmaers flossede produktionsmoral i fjerne, fattige lande, ville være skidt stillet, hvis ikke NRK og SVT norsk og svensk pendant til DR havde en mere ambitiøs tilgang til dokumentargenren end den, der gør sig gældende her.
For selvom de er seværdige, er det ikke historier om mennesker med sjældne og mærkelige sygdomme, der for alvor gør en forskel. Og det ville klæde de to store danske public service-kanaler at hæve ambitionsniveauet bare lidt. Dét ville i sandhed være en mirakuløst go historie.
Kurt Strand er forfatter og journalist