”En skidt knægt” hyldet på Den Røde Plads

”Jeg er stolt over, at vi har sådan en styrke. Selvom vi bliver presset fra alle sider, kan vi svare igen når som helst," sagde forleden Vladimir Putin til hele verden

Vladimir Putin kan sove trygt om natten, for jo mere Vesten strammer grebet om de historisk hårdt plagede russere, jo mere samles de om den leder, de selv har valgt, skriver Kurt Strand.
Vladimir Putin kan sove trygt om natten, for jo mere Vesten strammer grebet om de historisk hårdt plagede russere, jo mere samles de om den leder, de selv har valgt, skriver Kurt Strand. . Foto: Kirill Kudryavtsev/Reuters/Scanpix.

"Vi troede, vi var venner med Vesten, men nu viser det sig, at ikke alle er venner. Der er en kampagne i gang imod os,” forsatte han.

Pensionist Ljudmila Sukhova i det tætte menneskemylder på Den Røde Plads i Moskva var ikke i tvivl, da hun i ”21Søndag” på DR 1 argumenterede for, at Rusland må vise sine muskler. Som en blandt mange stemmer i korrespondent Matilde Kimers fine reportage fra weekendens fejring af 70-året for nedkæmpelsen af Hitlers nazityskland repræsenterede hun en gennemgående opfattelse af, at russerne (igen) er ofre for Vestens onde hensigter. Og at det i hvert fald ikke er hverken interne forhold, annekteringen af Krim eller krigen i det østlige Ukraine, som er årsag til en for tiden galopperende inflation og økonomisk krise i Rusland.

Billederne i reportagen understøttede den selvbevidsthed, som russere med imponerende stålsathed kan fremvise med vajende flag, hyldest til overflyvende jagerbombere og begejstrede blikke, når mobile raketbatterier ruller forbi ved den årlige parade i hovedstaden. At lande som USA, Tyskland og Storbritannien ved dette års magtdemonstration glimrede ved deres fravær kunne ikke slå skår i det samlede glædesudtryk, for som det lød fra paradetilskuer Viktor Lesniak: ”Nu lægges der pres på Rusland. Det er nytteløst; det forener os bare.”

Trods krise, boykot og sanktioner kan Vladimir Putin umiddelbart sove trygt om natten, for jo mere Vesten strammer grebet om de historisk hårdt plagede russere, jo mere samles de om den leder, de selv har valgt. Med sin machostil kan han fungere som medieforenklet samlingspunkt, når krigsveteranernes medaljer luftes i de patriotiske vinde.

Men under den iscenesatte overflade lurer øjensynligt en ganske anden opfattelse af den stærke mand: Journalist Vibeke Sperling, som med snart et halvt århundrede i bagagen netop har udgivet bogen ”Ruslands drømme, forklarede i ”Orientering” på P1 i torsdags: ”Der er meget stor forskel på Kremls og Putins imperialisme og russernes følelser: Mange opinionsundersøgelser viser, at de ikke ønsker militære angreb på nogen, og at deres land skal være åbent og imødekommende.”

Vibeke Sperlings ord står i dyb kontrast til begejstringen på Den Røde Plads - og så måske alligevel ikke. For som hun skriver i sin bog, citeret fra et kapitel gengivet i dagbladet Information fredag i sidste uge:

”Min næsten 50-årige vedholdende interesse for Rusland er drevet af stor kærlighed til russere, mens jeg opfatter Vladimir Putin som en gennemført skidt knægt. Russerne har valgt Putin - om end ikke så massivt, som manipulerede stemmetal hævder - men de har ikke fortjent ham.”

Måske det var derfor, at der bag begejstringsbillederne søndag aften fra Den Røde Plads anedes en skepsis, som før eller siden får villige mediers oppustede billede af Putin og hans styre til at krakelere?

Kurt Strand er journalist og forfatter