”En stjerne på vores religiøse himmel.” Sådan omtalte Anders Laugesen journalisten og forfatteren Charlotte Rørth i onsdagens udgave af ”Mennesker og tro” på P1.
Når Charlotte Rørth kan tilkendes stjernestatus, skyldtes det ifølge studieværten hendes sejrsgang i Foredragsdanmark på baggrund af bogen ”Jeg mødte Jesus”. Bogen har solgt godt, og Charlotte Rørth trækker fulde huse, når hun kommer rundt i landet. Ja, selv de sindige herningensere overøste hende med klapsalver.
Charlotte Rørth er blevet kendt for at have mødt Jesus i februar 2009, da hun sad på en bænk i et sydspansk sakristi. Pludselig stod Jesus lyslevende i et galilæisk landskab og talte med den forundrede journalist.
Charlotte Rørth var ellers ikke et søgende eller spirituelt menneske og opvokset i et hjem uden kirkegang og kristendom. Ikke desto mindre fik hun altså et syn, som slog benene væk under hende. Efterfølgende følte hun sig med sine egne ord som ”en elverpige”. Oplevelsen skulle også bearbejdes, og sommetider var Charlotte Rørth bange for at miste forstanden, men hun holdt fast ved sin erfaring, som hun senere nedfældede i bogform.
Ved et andet møde, også i det sydspanske, havde Jesus sagt: ”Jeg stoler på dig.” Med den tillidserklæring fra allerhøjeste sted var Charlotte Rørth så gået videre og er nu et regulært trækplaster, når hun aflægger vidnesbyrd om sine møder med Jesus.
Hvad skal man sige til det? Anders Laugesen havde sin venlige vane tro ikke rigtig nogen kritiske spørgsmål, men Charlotte Rørth efterlyste faktisk mere kritik, når hun havde talt, og tilhørerne kunne komme til orde.
Nu kan det være svært at kritisere en erfaring, som ligger uden for den gængse erfaringsverden. Man kan selvfølgelig nægte, at den slags overhovedet kan finde sted, men det er heller ikke så kløgtigt at lade egne erfaringer sætte grænsen for det mulige. Skulle verden og Gud ikke være større end mig og mine begrænsede erfaringer?
På den anden side bør også erfaringer prøves. Den enkeltes møde med Jesus skal ses i forhold til den måde, som enhver kan møde ham i Bibelens skrifter. Hvis de individuelle oplevelser ikke er i pagt med det fælles budskab, er der, kristeligt set, noget galt. Der er mange, som siger, de vidner om Jesus, men det nytestamentlige vidnesbyrd må altid nyde forrang.
Var det ikke tilfældet, havde religiøse fantaster og falske profeter frit spil under påberåbelse af deres erfaringer og syner. Det er netop et sekterisk kendetegn, at den åndsfyldte leder bliver autoriteten.
Nu forekommer Charlotte Rørth som en venlig dame uden sekteriske ambitioner. Man må alligevel studse, når hun erklærer: ”Det at tro ligger længere nede end det at tro på Jesus.” Er Jesus bare en manifestation af en dybereliggende kraft?
Er der noget dybere end Jesus Kristus, som ellers kalder sig for ”vejen og sandheden og livet” i Johannesevangeliet? Den, som går i dybden med Bibelen, behøver i hvert fald ikke tage til Sydspanien for at møde Jesus.
Jesper Bacher er sognepræst