Kaj Munk var en stor udkantsdansker

Digterpræsten Kaj Munk blev portrætteret i DR K-serien ”Store danskere”. -

Digterpræsten Kaj Munk blev portrætteret i DR K-serien ”Store danskere”. Foto: A.E. Andersen/Scanpix

Digterpræsten portrætteres flot i Danmarks radios portrætserie om store danskere. For ham var Gud med i alt

EN LILLE LAND KAN godt fostre store personligheder, og DR K portrætterer et udvalg i serien ”Store danskere”. Disse skikkelser med plads i vores kollektive bevidsthed, som forarger og fryder, præger og provokerer.

Et af programmerne handlede om digterpræsten Kaj Munk og som landsbypræst i det lollandske Munk-hjerteland, kan man dårligt lade sådan en anledning gå kommentarløs forbi. Det må også siges, at Kaj Munk har fået en renæssance i de senere år. Der er udkommet en strøm af publikationer, ikke mindst Per Stig Møllers biografi blev udbredt, og ved Aalborg Universitet er der kommet et Kaj Munk Forskningscenter.

”Store danskere” gik om bord i Kaj Munks biografi, opvæksten på Lolland, studieårene i København, den dramatiske produktion, præstegerningen i Vedersø og modstanden mod den tyske besættelse.

Selvfølgelig skulle Munks fascination af Mussolini og Hitler også med. Kaj Munk var ikke demokrat, men skeptisk over for flertalsregimente og talmajestæten som styreform og mentalitet. I mellemkrigstiden kunne det godt se ud, som om fremtiden tilhørte de stærke mænd, mens parlamentarismen syntes ældet og kraftesløs, og Kaj Munk var langtfra den eneste, som sværmede for diktatorerne. Det undskylder ham selvfølgelig ikke. Store danskere begår sommetider store fejl, og Kaj Munk kan sagtens sætte sig i hjertet, uden man behøver at sætte ham på piedestal.

MUNK MISTEDE imidlertid sine illusioner om de brovtne diktatorer og vendte sig mod Hitlers jødeforfølgelser. Og da det virkelig gjaldt, da landet blev besat af tyskerne, helmede han ikke i sit kald til modstand. Det tjener ham til umistelig ære, at han trodsede censuren og med profetisk glød og ildhu talte og skrev mod samarbejdspolitik og besættelse.

Derfor var den 29. august 1943, hvor samarbejdspolitikken brød sammen, også en glædens dag, hvor danskerne ifølge Munk slap halvheden og rollen som øjentjenere for uretten. Kaj Munk havde dog også lejlighed til at skose for manglende modstandsvilje efter sensommeren 1943, og hans hvasse tunge og hjerte for Danmark endte som bekendt med at koste ham livet. Januar 1944 hentede en tysk terrorgruppe ham i præstegården, og hans lig blev senere fundet på Hørbylunde Bakke mellem Herning og Silkeborg.

For Kaj Munk var Gud med i alt, hed det i portrættet. Det var en fin formulering. Sådan er det med Gud. Gud er med i alt, og det tilføjer livet den lidenskab og spænding, der også kendetegnede Kaj Munk. Vel kan de færreste skrive som ham, og teologisk kunne han også være ganske anarkistisk, men troens brand kan man ikke nægte ham.

Man kunne ikke lade være med at tænke, at så dansk, som Kaj Munk var af sind og gerning, var han også fremmed i forhold til dansk magelighed og konsensuskultur. En folkets mand og alligevel en folkerevser af rang. Hvor er de henne i dag?

Vi slutter med en Munk-punchline: ”Sandheden er ikke for forsigtige folk. De skal ikke have sandhed, men sofa.”

Jesper Bacher er sognepræst