Endelig en forfatter, som skriver positivt om præster og tro

Forfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky er lidt atypisk ved at skrive positivt om troen, men alligevel moderne ...

Forfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky er lidt atypisk ved at skrive positivt om troen, men alligevel moderne i sin individuelle tilgang, mener Jesper Bacher. - Foto: Les Kaner/BAM/Scanpix

Anne-Cathrine Riebnitzsky er nok lidt atypisk ved at skrive positivt om troen, men alligevel moderne i sin individuelle tilgang, skriver præst og mediekommentator Jesper Bacher

DA FORFATTERINDEN Anne-Cathrine Riebnitzsky udgav sin seneste bog, ”Orkansæsonen og stilheden”, var forudsigelsen, at hun godt kunne vente hug for sin beskrivelse af præster og tro.

Bogen betoner nemlig kristendommens positive egenskaber og skildrer et lykkeligt ægteskab mellem en præst og en astrofysiker, og Anne-Cathrine Riebnitzsky troede på en lige så lykkelig eller harmonisk sameksistens mellem tro og naturvidenskab.

Det fortalte hun om i et interview med Nanna Mogensen i ”Skønlitteratur på P1”, som meget passende kunne genhøres på Herrens dag, altså i søndags.

Forudsigelsen lød på kritiske hug, fordi kristendommen i nogle kredse ikke er genstand for den samme respekt og forståelse som islam. Islam har en anden nimbus, som nok hænger sammen med, at de fleste muslimer også tilhører en etnisk minoritet, og mange oven i købet har rødder i tredjeverdenslande.

Anderledes med kristendommen i et land, hvor flertallet er medlemmer af folkekirken. Kristendommen kan godt få med grovfilen, og i modsætning til Muhammed-tegninger kan det hverken koste liv eller lemmer, men derimod rygklap fra meningsfællerne. Anne-Cathrine Riebnitzsky var stødt på denne forskelsbehandling, og uden at abonnere på fordums fordømmende gudsbillede insisterede hun på at fortælle en anden eller mere nuanceret historie.

Man burde have respekt for alt det, vi ikke vidste. Som led i sin research til bogen havde hun interviewet en astrofysiker, som sagde, at vi kun forstår sølle fire procent af universet. Det gør det i hvert fald lidt sværere at være 100 procent skråsikker i sit billede af verden.

NANNA MOGENSEN NÆVNTE, at som del af finere dansk kulturliv var der to ting, som det ikke gik an at sige: at man stemte på Dansk Folkeparti, og at man var kristen. Det kunne ikke udelukkes, at der også var folk med den slags politiske og åndelige sympatier i slige kredse, men det blev regnet for et socialt faux pas (et fejltrin), man gjorde klogt i at holde for sig selv.

Vel var det en generalisering, men så sent som i sidste uge kunne Ingolf Gabold, DR's tidligere dramachef, udtale, at ”højreorienterede ikke beskæftiger sig særlig meget med kunst. De er mere til underholdning“.

Det er måske ikke meget bedre med kristenmennesker, selvom de ingenlunde behøver at være højreorienterede. Man skylder dog at takke Gabold for underholdningsværdien af hans egne udtalelser. Selvhøjtidelighed af den kaliber er altid komisk, om den er så rød eller blå.

I interviewet forsyndede Anne-Cathrine Riebnitzsky sig dog kun mod det ene tabu og berettede frimodigt om sin trosforståelse og sine computerbønner. Hun var dog også opsat på ikke at være belærende og en smule træt af venlige, men bedrevidende mails med diverse formaninger om det rette trosforhold.

Anne-Cathrine Riebnitzsky var nok lidt atypisk ved at skrive positivt om troen, men alligevel moderne i sin individuelle tilgang. Hvis troens kilde er Guds ord, må vi vel kunne tale om den bedste forståelse af det ord? Kristendommen er også fælles gods.

Jesper Bacher er sognepræst