Endnu en stemme fra ghettoen

DR's ”21 Søndag” præsenterede søndag aften den 27-årige Ahmad Mahmoud, der nu udgiver ...

DR's ”21 Søndag” præsenterede søndag aften den 27-årige Ahmad Mahmoud, der nu udgiver selvbiografien ”Sort land”. Foto: Martin Lehmann/Polfoto

Vi ved fra Yahya Hassans tilfælde, hvordan værdidebatten opsluger disse vidnesbyrd med enorm kraft, hvilket her blandt andet førte til, at hovedpersonen fik kolde fødder, da han blev knuselsket i et segment, han ikke ønskede at tilhøre
Sørine Gotfredsen

27-årige Ahmad Mahmoud beskriver i biografien "Sort land" sin voldsomme opvækst i en ghetto ved Hundinge. Hans vidnesbyrd er al ære værd, men hvad hjælper det, når vi sandsynligvis er i gang med at skabe nye ghettoområder, spørger Sørine Gotfredsen

De fleste husker sikkert, hvordan landet blev overrumplet, da den unge digter Yahya Hassan i 2013 udgav en digtsamling om sin barndom formuleret i aggressive versaler.

Digtene beskrev en opvækst i ghettoen fyldt med vold, religiøst hykleri og socialt bedrageri, og Yahya Hassan fik et gennembrud og en salgssucces, som ingen anden debuterende dansk digter har fået. Han blev nærmest rockstjerne og fra den ene dag til den anden det absolutte omdrejningspunkt i værdidebatten.

Nu er endnu en stemme på trapperne. DR's ”21 Søndag” præsenterede i søndags den 27-årige Ahmad Mahmoud, der udgiver bogen ”Sort land”. Det er en selvbiografi, der foregår i en ghetto i Askerød ved Hundige, hvor Ahmad Mahmoud voksede op med seks søskende i en palæstinensisk familie og blev udsat for vold fra både sin far og sine brødre.

Ligesom i tilfældet med Yahya Hassan beskrives det, hvordan mange indvandrerfamilier lever i et parallelt univers med frustrerede faderskikkelser, der ikke aner, hvad de skal stille op med sig selv.

Det er al ære værd, at Ahmad Mahmoud giver os sit vidnesbyrd, for det lukkede ghettoliv udgør et af samfundets største problemer. Men man må samtidig overveje, om beretningerne for alvor ændrer noget.

Vi ved fra Yahya Hassans tilfælde, hvordan værdidebatten opsluger disse vidnesbyrd med enorm kraft, hvilket her blandt andet førte til, at hovedpersonen fik kolde fødder, da han blev knuselsket i et segment, han ikke ønskede at tilhøre.

Men vi ved også, at kimen fortsat lægges til endnu flere problemer i fremtiden. Sammen med præsentationen af Ahmad Mahmouds nye bog kunne DR jo nemlig berette, at vi sandsynligvis er i gang med at skabe nye ghettoområder, eftersom mange af de flygtninge, der nu kommer til landet, samles i centre, hvor de kun omgås hinanden.

Der er ingen boliger til dem, og mange af dem vil højst tænkeligt komme til at bo på såkaldt midlertidig vis i flere år, måske hele livet, uden for alvor at blive del af noget.

Der er tale om en slags endeløs historie, som medierne år for år kan dokumentere, og det er forstemmende, at vi det ene øjeblik hører om Ahmad Mahmouds trængsler i ghettoen og straks efter oplyses om, at nye lukkede miljøer er på vej.

Selv nok så mange venligboere kan ikke løse det problem, og det rummer sin egen triste morale, at DR i 2015 stadig kan fortælle den samme historie om ghettoer, der vokser frem.

Gudskelov slap Ahmad Mahmoud derfra med et godt liv i behold og arbejder i dag som maskinmester på Novo Nordisk. En handlekraftig skolelærer trak ham en dag til side og sagde: Du skal tale ordentligt dansk! Kort og godt.

Denne kontante besked fik Ahmad Mahmoud til at begribe sagens alvor og lægge den destruktive attitude fra sig, og han er i dag en solstrålehistorie til efterfølgelse. Men det er uvist, hvad hans bog vil føre med sig.

Vi kender det meste af historien på forhånd, og vi ved, at der vil komme flere. Men vi ved stadig ikke, hvordan vi skal sørge for, at de med tiden bliver færre.

Sørine Gotfredsen er forfatter, journalist og præst