EFTERSOM JEG SELV forleden opfordrede DR til at komme i gang med debatten om islam, kvindesyn og feministers berøringsangst, er det på sin plads at anerkende, at noget allerede er sket. Onsdag brød det løs, startende i P1 Debat, hvor en flok feminister foldede sig temperamentsfuldt ud.
Antropolog og skribent Johanne Mygind lagde ud i den vante stil med at sige, at vi jo ikke skal tro, at fænomenet fra Köln, hvor en kæmpe flok mænd fra Mellemøsten og Afrika nytårsaften antastede hundredvis af kvinder, ikke findes alle steder. Og at vi i øvrigt stadig ikke ved nok om forløbet.
Det fik forsamlingens fornuftige stemme, direktør i Kvinfo, Nina Groes, til at sige, at vi ved nok, og at noget lignende aldrig før er set i Europa. Men Mygind gav igen ved at beskrive, hvordan hendes ”antropologhjerte græder”, når vi ikke ser det i et bredere perspektiv, og det argument må man jo bøje sig for.
Begrebet berøringsangst fyldte meget i diskussionen. Har feminister og venstreorienterede svigtet i kritikken af den kvindeundertrykkelse, der findes i muslimsk kultur? Enhedslistens Pernille Skipper medgav, at berøringsangst muligvis eksisterer, fordi man ikke vil kaldes racist, men personligt lider hun heldigvis ikke af den.
Sagde hun. Hvorpå hun udfoldede den i klassisk stil. Nemlig ved at insistere på at tale om penge og velfærd. De muslimske kvinder skal have flere penge, så de kan flytte fra deres voldelige mænd, og vi kender den nedgroede socialistiske løsning på verdens problemer.
Mennesker skal frigøres gennem materiel velstand, mens man stadig har så svært ved at sanse de mere grundlæggende kulturelle og religiøse strukturer, der definerer tilværelsen.
P1-debatten var interessant, fordi disse feminister i fri dressur åbenbarede, hvor dybe kvaler de har med at se islam som kilde til problemer, mens det samtidig blev synligt, at der faktisk kan ske bevægelse.
Nina Groes er en af dem, der tænker nøgternt, og det var også hende, der skar igennem, da koret nærmest på hysterisk vis gik i selvsving i barnagtig tilsvining af al religiøsitet, og meddelte, at hun er kristen, hvilket ikke hindrer hende i samtidig at være feminist.
Senere på aftenen sad SF's formand, Pia Olsen Dyhr, i DR 2's Deadline og var pludselig dybt bekymret over de mange enlige muslimske mænd, der kommer til landet. Der er tale om en kulturkamp, sagde hun som et ekko af mere fremsynede politikere for mindst 20 år siden.
Dem forsøgte hun da også at lægge afstand til ved at hævde, at de borgerliges kritik af muslimsk patriarkalsk kultur aldrig har været oprigtigt optaget af kvindernes bedste.
En besynderlig fordomsfuld påstand, der nok burde have været udfordret lidt, men pointen efter denne hæsblæsende DR-onsdag er, at der muligvis er lidt besindelse på vej blandt dem, der så længe har været forstemmende tavse.
”Kulturspøgelset er ude af skabet,” konkluderede aftenens Deadline-vært, Jacob Rosenkrands, og vi håber inderligt, at han har ret. Det er på høje tid.
Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist