Flyt jer, tv-værter - I spærrer for udsigten!

Tv-værter skal ikke optræde, det har vi professionelle skuespillere og gøglere til. De skal formidle i stedet for at underholde og træde til side, så det bliver seerens og ikke værtens udsendelse

Scenografien i ”Kulturrådet” minder om den, der benyttes i DR K's ”Filmselskabet”. Vært og deltager optræder som i et dukketeater. Her ses programmets vært, Adrian Hughes. -
Scenografien i ”Kulturrådet” minder om den, der benyttes i DR K's ”Filmselskabet”. Vært og deltager optræder som i et dukketeater. Her ses programmets vært, Adrian Hughes. - . Foto: Lone Kröning Mogensen/DR.

Onsdag aften blev de første afsnit af to nye kunst- og kulturprogrammer vist umiddelbart efter hinanden på DR K. Først ”Kulturrådet”, derefter ”Scavenius og Kær på tur i kunsthistorien”. Den lidt ejendommelige programlægning tydeliggjorde nogle kritisable tendenser i tidens mediekultur.

Der er nogle stillingsbeskrivelser, som trænger til en kraftig revision. Det burde jo være indlysende, at værter i oplysende tv-programmer som de ovennævnte i højere grad skal formidle end underholde. Det er seernes og ikke værternes udsendelser. Publikum skal serviceres, ikke diverteres.

Kort og godt: Flyt jer, tv-værter - I spærrer for udsigten! Træd til side og fortæl kamerafolkene, at deres apparater ikke er mikrofoner. Vi skal hele tiden se det, der tales om, ikke de talende. Efter en indledende præsentation kan seerne sagtens høre, hvem der siger hvad.

For eksempel var det meget påfaldende, at Adrian Hughes og samtalepartnere i ”Kulturrådet” i lange sekvenser blev vist med en fast kameraindstilling. Hvorimod de omtalte emner blev vist abrupt med håndholdt, panorerende kamera. Levende billeder af billedkunst er en misforståelse. Det er seernes øjne, der skal bevæge sig, ikke kameralinserne.

Dertil kom, at scenografien i ”Kulturrådet” mindede om den, der benyttes i DR K's ”Filmselskabet”. Vært og deltager optræder som i et dukketeater. Det er til at få hold i nakken af at se på hoveder, der skiftevis ser hinanden i øjnene og ud mod seerne.

At se kræver tid. Det gælder også teksternes typografi. Lad dog navne og titler stå, så man både kan nå at se og at læse. Sådan også i tv's nyhedsudsendelser: Lad navneskiltene stå. Den interviewede kunne jo pludselig sige noget af betydning, og hvad var det nu, vedkommende hed?

I ”Scavenius og Kær på tur i kunsthistorien” var der tale om nogle andre desorienterende dispositioner. Den første af seriens fire planlagte udsendelser skulle angiveligt handle om landskabsmaleri. Men i stedet kom den alt for langtrukkent til at handle om Bentes Scavenius' og Peter Kærs landskabsudflugter.

Jo, der var da bestemt endog forbilledligt dvælende optagelser af enkelte værker. Men der blev brugt alt for mange ressourcer på at besøge Møns Klint og tilsvarende naturscenerier på Rügen. Og når der nu kun var små 30 minutter til rådighed, hvorfor så de gentagne optagelser med Peter Kærs smukke, gamle Volvo 210?

I en tid, hvor mange seere har investeret i store fladskærme, og hvor museerne har digitaliseret deres værker og lagt dem ud på nettet, behøver man altså ikke at farte lande og riger - Danmark og Tyskland - rundt i en benzinsluger for at fortælle om landskabskunst.

Med al respekt for de nævnte tv-programmers værter, må det herfra siges: Styr jer lige, træd til side, og påtag jer tjenersind. Stil jer til rådighed med jeres erfaringer og viden. I skal ikke optræde, det har vi professionelle skuespillere, klovne og gøglere til.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder