Det var unægteligt en sensation af de helt store, da Island mandag aften sparkede England ud af den igangværende EM-turnering i den sidste ottendedelsfinale.
Som uforudsigelige opkomlinge viste det islandske mandskab ukuelighed og spillelyst, der påkalder sig misundelse langt ind i international topfodbolds gennemkalkulerede rækker.
Med Islands billet til kvartfinalen mod selveste Frankrig på Stade de France i Paris på søndag er vi vidner til et af de efterhånden sjældne magiske øjeblikke, når fodbold fylder fladskærmen.
Indledende runder er i reglen præget af mangel på mål og jævnt kedelige kampe, som til forveksling ligner de enorme mængder fodbold, der er tilgængelig på stribevis af kanaler. Hele tiden. Året rundt.
Af samme grund er sublime fodboldkommentatorer en sjældenhed. Helt logisk keder de sig lige så bravt som deres seere, hvor kun de mest fanatiske klæber til samtlige kampe for ikke at blive sat af, når der udveksles Brøndby-bøvede bøvser i pauserne mellem halvlunkne dåsebajere.
Ganske anderledes var det, da fodbold var en sjældenhed i tv.
Som da undertippede Danmark i rollen som datidens Island for 30 år siden opsigtsvækkende vandt 6-1 over Uruguay med Svend Gehrs på sidelinjen.
Mange husker – fordi klippet har været sendt adskillige gange siden – hans både måbende og begejstrede kommentar, da Michael Laudrup styrer sikkert frem mod det uruguayanske mål for at score til 3-1:
”Og så skyder han… Nej, han venter? Jaaaaaa! Michael Laudrup… Det er genialt, det dér”.
Blandt dem, som husker lydsporet med Gehrs, er TV 2-vært Jes Dorph- Petersen, som jeg talte med for nylig på Folkemødet i Allinge om det unikke ved både fodboldkampen og kommentatorordene.
Den enkle analyse lød:
”Svend får både en forelskelse og en drøm opfyldt, da det sker. I det øjeblik ved han, at nu slår vi Uruguay, og derfor ryger han ud i en sætning, han ikke havde planlagt, og som han aldrig vil sige igen.”
Øjeblikket var – og er – magisk, fordi vi fik lov til at dvæle uden at kunne zappe videre og rundt mellem andre kanaler og kampe. Som tv-begivenhed var VM-turneringen i Mexico i 1986 nemlig også unik; den var den sidste, hvor der kun var én dansk kanal.
Og nok også én af de sidste i en epoke, hvor store kampe blev skrevet i kalenderen i god tid for ikke at blive spoleret af mindre vigtige familiebesøg.
Set i det lange bagklogskabslys er det således ikke svært at forstå, hvorfor Island i den igangværende turnering er det, journalister rubricerer som ”en go’ historie”.
De brave kæmper fra vulkan-øen repræsenterer alt det, som mestendels mangler i transmissionerne fra de franske stadions: overraskelse, uforudsigelighed og fremfor alt tydelig spilleglæde.
Fuldstændig som da Leicester City tidligere i år ”against all odds” løb med det engelske mesterskab.
Eller da vores egen Hobro i august 2014 trak overskrifter i rollen som Superligaens underdog med noget så umuligt som en 3-0-sejr i Parken i København over selveste FCK.
På tv er uforudsigelig fodbold med Island, Leicester og Hobro noget nær magisk. Især fordi der er så langt mellem magien i tv-flader dynget til med fodbold.
Kurt Strand er forfatter, journalist, radiovært og ekstern producent af P1-programmet ”Mennesker og medier”