Forslag til forbedring af formidling i tv

savannen nydes bedst uden musik-ledsagelse. –
Savannen nydes bedst uden musik-ledsagelse. –.

Danmarks radio har et kæmpeansvar, når det drejer sig om hensigtsmæssig formidling af nyheder, underholdning og kultur. Her følger en håndfuld forslag til forbedring af denne formidling.

Senest har oplevelsen af lørdag aftens programplanlægning på DR 1 kaldt på en omlægning. Uge efter uge har programfladen været optaget af engelske serier: Downton Abbey, Kriminalkommissær Barnaby og Lewis. Først efter midnat derefter en dansk film.

Nævnte engelske serier er bestemt udmærkede. Men hvorfor denne overdosering? Hvorfor ikke i det mindste sende de gode, nyere danske film midt på aftenen?

Lars von Triers film Erik Nietzsche, de unge år (2007) var netop i en dansk mediesammenhæng interessant. Den handler om smålighed i et lille land, der så gerne vil noget stort, men sørger for at gøre sine store små, som der så rigtigt står i foromtalen. Filmen blev sendt forrige lørdag.

I lørdags var det den prisbelønnede danske film fra 2008. Henrik Ruben Genz Frygtelig lykkelig, der blev forvist til timerne efter midnat. En højaktuel film om de lokale hierarkier i de såkaldte udkanter af kongeriget.

LÆS OGSÅ:Danmarks Radio efterligner TV 2

Også på andre måder kniber det gevaldigt med at disponere over den nationale kulturarv. Her tænkes i en mindre, men derfor ikke ubetydelig målestok på det ejendommelige fænomen, at tv-redaktionerne konsekvent nægter at forsyne deres produkter med tydelige dateringer.

Udsendelser som Her er dit liv og Bonderøven sendes i en blind tiltro til, at seerne nok ikke kan huske, at programmerne allerede har været sendt. Lad os få tilblivelsestidspunkter. Der er jo ikke noget at skamme sig over. Jeg kan da udmærket glæde mig over gensyn med både gamle og nye udgaver af Her er dit liv.

Hvad Bonderøven angår, så har jeg altid set på serien som en slags filmiske dagbogsblade. Året igennem følger man de mere eller mindre sæsonbetonede gøremål. Vi har også fulgt familiens forøgelse med først en søn og siden en lillesøster. Men dagbogsblade uden datoer er forvirrende.

Lige så frustrerende er det, når seerne ikke får lov til ordentligt at se de omtalte genstande i udsendelser som DR 1s Antikduellen og DR Ks Historiequizzen. Der klippes uafladeligt til de talende ansigter, som seerne ellers for længst har identificeret.

Til sidst et hjertesuk. Undlad venligst at efterligne et gennemgående træk ved de ellers udmærkede udenlandske serier om dyrebørn, historiske, arkæologiske, astronomiske emner og senest den utrolig dygtigt fotograferede Menneskets planet. Jeg tænker her på den ledsagende musik. Lad os se de udstrakte savanne- og ørkenområder, de grønne jungler og øde bjergegne, de arktiske islandskaber og oceanernes dybder alene tilsat de naturligt forekommende lydkulisser. Basuner, pauker og strygere, fanfarer og anden præfabrikeret muzak hører ikke hjemme der.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder