”Fortiden er et fremmed land, de gør tingene anderledes der”, sådan lyder en kendt betragtning af den engelske forfatter L. P. Hartley. Og det er jo sandt. Fortiden ligger bag os, vi kan ikke komme tilbage, men vi kan se tilbage.
Og når det gælder den nære fortid, har vi også personlige minder fra den svundne tid. Fortiden er et fremmed land, men engang var det vores land. DR2 tilbød fredag aften med udsendelsen ”Husker du“ året er 1979” en vandring ned ad mindernes allé. Det Herrens år 1979, det er jo ikke så længe siden. Nærværende mediekommentator var 8 gammel og nogle illusioner rigere, men også nogle erfaringer fattigere, da halvfjerdserne randt ud. Trods relativ nærhed i tid var 1979 nu også en anden tid. Folk klædte sig spøjst, Venstre og Socialdemokratiet sad i regering, og man sang kun på dansk til det danske Melodi Grand Prix.
Fjernsynet var stadig et statsmonopol, og der var måske en friere holdning til medierne. Vi så i et hvert fald et forfriskende klip fra en samtale mellem den farverige fremskridts - og folketingsmand Kresten Poulsgaard og Dirch Passer. Politikeren og komikeren talte om Poulsgaards image som Glistrups pauseklovn, men det tog Poulsgaard nu ikke så tungt. Han sagde tingene på sin måde, og måske var der også noget snobberi i forhold til, at der sad en bramfri fodermester i landets lovgivende forsamling. Dirch Passer, der selv var en mester til at spille komedie, havde hørt, hvordan politikere, ikke mindst socialdemokrater, var blevet trænet i at optræde på fjernsynet, men syntes, det var godt, at Poulsgaard og andre netop ikke havde lært at spille komedie. Det var dengang. Nu er der næppe nogen politiker, som tør skippe medietræningen. ”Image er alt” lyder en påstand. Det må man alligevel ikke håbe om landets parlamentarikere, men et alt for glatpoleret image kan vække den mistanke.
En socialdemokratisk politiker, som turde være sig selv, var Per Hækkerup. Per Hækkerup døde i 1979, men vi så ham i et veloplagt interview fra ferielandet, hvor han levede så udmærket uden telefon. Hvis man ville have fat i ham, kunne man ringe til det lokale brugsmand. Tænk sig engang. Var vi ikke et friere folk før mobiltelefonerne?
Ude i den store verden var 1979 også det år, hvor ayatollah Khomeni rejste tilbage til Iran for at lede den islamiske revolution. Skuespilleren Farshad Kholgi, som var skoledreng i Teheran under begivenhederne, fortalte, hvordan friheden blev amputeret, vinbutikkerne lukket, og kvindernes rettigheder forsvandt under det obligate hovedtørklæde. Teokratiet var ikke bare fortid, men blev i Iran til levende og brutal nutid, og her 36 år efter er det stadig tilfældet.
Fortiden er et fremmed land. Ja, men fortiden kan også vende tilbage på godt og ondt. Tiden er tabt, men idéerne behøver ikke at være det. En anden engelsksproget forfatter, William Faulkner, har også ret: ”Fortiden er aldrig forbi, den er end ikke fortid”.