DET HAR UDVIKLET sig til en noget mere hektisk første fase, end ret mange havde forestillet sig. Da Lars Løkke Rasmussen (V) i juni blev statsminister, talte man ganske vist en del om flygtninge og integration, men få anede, at folk snart bogstaveligt talt ville krydse grænsen og vandre op ad den danske motorvej. Ligesom man heller ikke vidste, at et nyt grumt terrorangreb ville ramme Europa.
I en sådan tid er der brug for en leder, der reagerer på virkeligheden, og selv-om Lars Løkke Rasmussen næppe formår at holde flygtningemængden nede som lovet under valgkampen, kan man hævde, at han for tiden er i udvikling.
I den forgangne weekend holdt Venstre landsmøde, og den overordnede konklusion blandt de politiske iagttagere er, at Lars Løkke Rasmussen atter har nogenlunde styr på baglandet og er kommet bedre fra start med sin smalle regering end ventet.
Imidlertid er det noget andet, der lige nu er mest vigtigt. Nemlig, at statsministeren synes i gang med at skabe en retorik, der indikerer, at noget er gået op for ham. I et interview med TV 2's Anders Langballe søndag aften bemærkede man især to ting.
For det første, at Lars Løkke Rasmussen åbent siger, at en del af tidens kaos skyldes, at visse lande har ført en tone, hvor Europa er blevet fremstillet som et sted, som man nærmest uhindret kan flytte til. Og for det andet, at mængden af flygtninge og migranter er afgørende, fordi vi i længden kan udvikle et samfund med så stor ustabilitet og parallelle tilstande, at det bliver for farligt.
Man kan mene, at dette efterhånden udgør en ret selvfølgelig analyse, men Lars Løkke Rasmussen har ikke tidligere formuleret den, og det er tydeligt, at han i de seneste par år har taget nogle skridt væk fra det teknokratiske verdensbillede og i retning af det mere værdimæssige. Tilsyneladende betragter han virkeligheden og tager ved lære af den - og hvem ved, måske lytter han også til kloge mennesker undervejs - og denne villighed til at erkende noget nyt kendetegner lige nu landets leder.
Det er der noget beroligende ved. Netop evnen til at lade sig anfægte af realiteterne har længe syntes ret fraværende blandt mange politikere angående det store indvandrerspørgsmål, og det er ikke kun i Bruxelles, Paris og Malmø, at tingene i forstemmende grad har fået lov til at udvikle sig uden seriøs indgriben.
Hvis jeg kunne diktere noget hos DR og TV 2, blev der snarest sendt en begavet og gerne belæst reporter af sted for at tale med statsministeren om de erkendelser, han for tiden gør sig. Vi har brug for at vide, om bekymringen for landets sammenhængskraft virkelig stikker så dybt, som han siger, og om han formår at sætte ord på nogle af de grundprincipper angående kristen og muslimsk kultur, der i denne problematiske epoke spiller så stor en rolle.
Kun sådan kan vi vide, om Lars Løkke Rasmussen i sandhed i denne tid tager ved lære af virkeligheden, eller om han hovedsageligt taler stemningen efter munden. Den skelnen er afgørende.
Sørine Gotfredsen er præst, forfatter og teolog