En hjemløs, men langtfra hjerteløs vagabond

Den amerikanske nobelpristager John Steinbeck foretog i 1950'erne en rejse rundt i USA med sin trofaste ...

Den amerikanske nobelpristager John Steinbeck foretog i 1950'erne en rejse rundt i USA med sin trofaste rejsefælle, pudlen Charley. Nu gør den hjemløse Henning og hans hund Felix Steinbeck kunsten efter i en dansk version på DR 2. - Foto: STV Production A/S

Jeg ved ikke, om ”På rejse med Charley” var det litterære forlæg for ”Felix og vagabonden”, som løb over skærmen på DR 2 søndag aften. Ikke desto mindre foretog vagabonden, som hed Henning og var hjemløs konditor, en slags dansk Steinbeck, skriver vores tv-anmelder

DEN AMERIKANSKE nobelpristager John Steinbeck foretog i 1950'erne en rejse rundt i USA for på ny at fornemme sit fædreland. Steinbecks trofaste rejsefælle var pudlen Charley, og det umage pars oplevelser blev til den populære bog ”På rejse med Charley”.

Jeg ved ikke, om ”På rejse med Charley” var det litterære forlæg for ”Felix og vagabonden”, som løb over skærmen på DR 2 søndag aften. Ikke desto mindre foretog vagabonden, som hed Henning og var hjemløs konditor, en slags dansk Steinbeck.

Han havde nemlig sat sig for at gøre en cykelrejse Danmark rundt ledsaget af hunden Felix, som snildt kunne sidde i cykelkurven, mens ejermanden trampede i pedalerne.

Ligesom John Steinbeck satte Henning også ord på sin rejse, men det skete på Facebook, og modsat den amerikanske forfatter kunne den danske vagabond delagtiggøre den virtuelle offentlighed i sine rejseoplevelser. Ja, takket være de nye medier kunne man følge cykelturen in medias res, og man forstod, at Henning ikke fattedes interesserede læsere.

Folk genkendte ham og Felix og opsøgte ham ligefrem for at overbringe friske forsyninger af mad og toiletartikler. Hennings rejse, som ifølge programomtalen også handlede om ”at genfinde sig selv og meningen med livet”, havde gjort vagabond og hund til veritable kendisser.

Makkerparret nød således godt af opmærksomheden på rejsen, som i første afsnit gik fra Skallerup Klit til det morsingske bakkeland, hvor Henning indlogerede sig hos sin gode ven Klaus. Henning var nok hjemløs, men hans liv var ingenlunde trøstesløst. Han havde forladt det borgerlige liv efter at have købt katten i sækken med et hus på Lolland, som viste sig lige så saneringsmodent, som forsikringsselskabet viste sig vrangvilligt.

Henning tabte mange kilo og næsten livsmodet, men så besluttede han at vende det gamle liv ryggen, brænde sine papirer og drage ud på landevejen. Henning romantiserede ikke hjemløsheden, han ville derimod vise, at en hjemløs ikke behøvede at gå til grunde i druk og selvmedlidenhed.

Det var Storm P., som skrev bogen ”Vagabonder og andre vismænd”, og Henning delte ud af sine erfaringer, men selvom landskaberne var smukke og så vel hund som mand sympatiske, blev det alligevel en smule trivielt. Vi hørte om den indre styrke og evne til at glæde sig trods modgang. Gode ting, bestemt.

Man savnede dog, at der blev spurgt til kilderne. Hvad holder egentlig en mand oppe, når alting ramler? Hvor kommer glæden fra, når den ikke udspringer af succes og medvind på cykelstien? Måske har Henning skrevet mere udførligt på Facebook, men jeg tilhører ikke hans følgere, og programmet må også kunne stå alene.

Det handlede imidlertid ikke bare om Henning, det handlede om Danmark, hvor der er både hjerte- og husrum til en farende svend. Henning var også en beleven mand, som ikke var for stor til at tage imod hjælp uden at miste sansen for sin besøgelsestid. En landevejsridder.

Jesper Bacher er sognepræst