Har EU et problem med den folkelige forankring?

Modstillingen er kendt: Menigmand er EU-skeptisk, mens eliterne er glade unionister. Virkeligheden er dog mere mudret, mener Jesper Bacher. Se bare den veluddannede London-borgmester Boris Johnson, der afviser EU

EU har et problem med den folkelige forankring
EU har et problem med den folkelige forankring.

Der er langt fra højfinans til skimmelsvamp, og dog blev det umage par bragt sammen i mandagens udgave af Horisont på DR 1 under overskriften ”EU’s største trussel”.

Det udenrigspolitiske magasin handlede om muligheden for britisk udtræden af EU efter den 23. juni, hvor medlemskabet er sat til afstemning. Hvad end man måtte ønske sig af resultat, er resultatet med studievært Kim Bildsøe Lassens ord af ”enorm betydning for alle i Europa”.

Således var reporterne draget til den britiske hovedstad, hvor såvel økonomien som frustrationerne blomstrer. Her besøgte man en familie i et socialt boligbyggeri, plaget af skimmelsvamp og uden meget udsigt til noget bedre med høje ejendomspriser og lange ventelister.

Man besøgte også højfinansens velklædte og velbeslåede repræsentanter, som residerede på dyre adresser og betragtede verden fra høje glastårne og toppen af samfundspyramiden.

Familien i det sociale boligbyggeri støttede det britiske UKIP-parti, som ønsker britisk udtræden, mens finans- og bankfolkene på det kraftigste advarede mod, at Storbritannien skulle forlade EU. De profiterede jo af de åbne grænser og arbejdskraftens frie bevægelighed, og det kunne koste dyrt, hvis briterne valgte nationen på unionens bekostning.

Modstillingen er kendt og set før. Menigmand er EU-skeptisk, mens eliterne er glade unionister. Der er dem, som ønsker grænsernes værn og tryghed, og der er dem, som øjner mulighed for grænseløse karriere- og indtjeningsmuligheder. Der er dem, som er bundet af sted og arv, og der er dem, som er bundet af kosmopolitiske visioner og åbenhed så bred som en ladeport.

Imidlertid må det i samme åndedrag tilføjes, at modstillingen mellem modstandere og tilhænger er mere skarp, end virkeligheden tilsiger. Det er folk med høje uddannelser og velspækkede tegnebøger, som afviser EU – for eksempel Londons borgmester Boris Johnson – ligesom der er jævne mennesker, som støtter unionen. I ”Horisont” mødte man også en investeringsrådgiver, som var medlem af UKIP og lagde hjem til et partimøde, og en mand på gaden, som erklærede sin hengivenhed for EU.

Alligevel siger man ikke for meget, når EU har et problem med den folkelige forankring. I Rom-traktatens første artikel finder man de velkendte ord om at arbejde mod ”en stadig snævrere union”, og tager man traktaten på ordlyden, så er endemålet, at nationerne går op i unionen.

Har man sit hjem kært, også det nationale, kan det være mere end svært at overtale til, at det skal indskrænkes til fordel for et kollektiv, men det kan selvfølgelig være lettere, hvis kollektivet byder på højere indkomst og større bekvemmelighed.

Nu er det briterne, som skal stemme, og ikke os, men for og imod EU kræver, at såvel høj som lav prøver at se lidt ud over egen næsetip. Måske er det fælles gode ikke altid identisk med det, som gavner mig og mine her og nu.

I et sundt folkestyre er der mere end interesser, der er også værdier. Sankthansaften bliver politisk nervepirrende dette år. Måske sender briterne unionen til Bloksbjerg. Det ligger også meget passende i Tyskland.

Modstillingen er kendt. Menigmand er EU-skeptisk, mens eliten er glade unionister. Modstillingen er dog mindre klar i virkeligheden. Det er folk med høje uddannelser og velspækkede tegnebøger, som afviser EU, eksempelvis Londons borgmester Boris Johnson.
Modstillingen er kendt. Menigmand er EU-skeptisk, mens eliten er glade unionister. Modstillingen er dog mindre klar i virkeligheden. Det er folk med høje uddannelser og velspækkede tegnebøger, som afviser EU, eksempelvis Londons borgmester Boris Johnson. Foto: Scanpix