Hvis jeg var en rig mand

Det er ikke slemt, at der findes eliter, skriver sognepræst Jesper Bacher efter DR-udsendelserne "Den rigeste procent." Det er derimod tragisk, hvis eliterne gøres til genstand for dyrkelse

Lars Seier Christensen fra Saxo Bank, som angiveligt er god for over to milliarder kroner, bedyrede, at han ikke prøvede at købe sig til indflydelse med sit millionsponsorat til Liberal Alliance. Han ønskede derimod, at Danmark slog ind på en holdbar kurs, og derfor støttede han et liberalistisk parti. -
Lars Seier Christensen fra Saxo Bank, som angiveligt er god for over to milliarder kroner, bedyrede, at han ikke prøvede at købe sig til indflydelse med sit millionsponsorat til Liberal Alliance. Han ønskede derimod, at Danmark slog ind på en holdbar kurs, og derfor støttede han et liberalistisk parti. - . Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix.

”Hvis jeg var en rig mand” synger den fattige mælkemand Tevje i musicalen ”Spillemand på en tagryg”. Jeg husker den som sunget af Erik Paaske. En rigtig ”Giro 413”-ørehænger. Sangen lød for mit indre øre, mens jeg så ”Den rigeste procent”. En række DR 2-programmer, som sætter fokus på de rigeste rige. Den ene procent af danskerne, som ejer 32 procent af værdierne.

Hvem har ikke leget med tanken om at være rig? At have penge til at sige som den bibelske kong Salomon: ”Jeg sagde ikke nej til noget af det, mine øjne begærede; jeg nægtede ikke mit hjerte nogen glæde.”

De rige synes at leve i en opfyldt drøm. De har opnået det, som mange stræber efter, men aldrig når. Derfor er der også noget fascinerende ved de rige, og deres liv er genstand for utallige tv-programmer, bøger og spalte op og spalte ned i den kulørte presse.

I ”Den rigeste procent” handlede det om de riges magt. Hvor meget har de egentlig at sige, og journalisten spurgte Lars Seier Christensen fra Saxo Bank om hans millionsponsorat til Liberal Alliance.

Lars Seier Christensen bedyrede, at han ikke prøvede at købe sig til indflydelse. Han ønskede derimod, at Danmark slog ind på en holdbar kurs, og derfor støttede han et liberalistisk parti. Der blev ikke præsenteret noget eksempel på, at Lars Seier Christensen, som er angiveligt er god for over to milliarder kroner, personligt skulle have profiteret af Liberal Alliances politik.

Man kan være uenig med genstanden for Lars Seier Christensens gavmildhed, og man kan være grøn af misundelse over, at man ikke har midler til at gøre det samme, men hvorfor være forarget over, at de rige bruger penge på politik, når de ikke køber retten til at diktere politikken? Der er selvfølgelig dem, som vil frakende en ærkekapitalist al idealisme, men den dansk-canadiske rigmand Ross Jackson donerede også to millioner kroner til Alternativet med en helt anden dagsorden.

Det er selvfølgelig helt i orden at afdække magtstrukturer, og et demokrati må ikke degenerere til et plutokrati (rigmandsvælde, red.), men hvor der er mennesker, vil der altid være hierarkier.

I ”Den rigeste procent” hørte vi om en sociologisk undersøgelse, som viste, at den danske magtelite består af 423 personer. Dronningen var nummer 94 på listen, mens statsministeren kun rangerede som 204. Det kan være svært at sætte tal på magtfordelingen, men der er selvsagt magt i penge og mere magt i mange penge.

Det er vel også derfor, at politikerne prøver at inddrage så mange kroner til offentligt forbrug. Man kan anføre, at magten kun burde tildeles demokratisk, men alt i denne verden er ikke demokratisk, og de samfund, som har ofret friheden på lighedens alter, har også fostret privilegerede eliter.

De magtfulde skal kigges efter i sømmene, men de er kommet for blive. Det er ikke slemt, at der findes eliter, men det er tragisk, hvis eliterne gøres til genstand for dyrkelse og næsegrus beundring.

Penge er ikke en målestok for menneskeværd, og rigdom er en latterlig erstatning for hjerte, ånd og karakter.

Jesper Bacher er sognepræst