Hvorfor var klimaaftale ikke Breaking News på DR 2?

Lørdag aftens ikke-dækning af klimaaftalen på DR 2 illustrerer den indbyggede modsætning, som kanalen er udstyret med, skriver journalist Kurt Strand

Da det lørdag aften blev annonceret, at en global klimaaftale var i hus i Paris, bragte tv-medier over hele verden nyheden som ”Breaking News” - bortset fra DR 2, der uanfægtet gennemførte en temaaften om Frank Sinatra, skriver Kurt Strand.
Da det lørdag aften blev annonceret, at en global klimaaftale var i hus i Paris, bragte tv-medier over hele verden nyheden som ”Breaking News” - bortset fra DR 2, der uanfægtet gennemførte en temaaften om Frank Sinatra, skriver Kurt Strand. . Foto: Xinhua.

Det var uden sammenligning én af de største - og bedste - nyheder i meget lang tid, da den franske udenrigsminister Laurent Fabius lørdag aften slog hammeren i bordet og konstaterede, at verden var blevet enig om en klimaaftale.

Medier over hele verden signalerede omgående og med god grund ”Breaking News”. Herhjemme var TV 2 News allerede i fuld gang med opvarmning til den forventede aftale, og i de kommende timer leverede kanalen en både grundig og varieret dækning, for det var, som studievært Søren Lippert konstaterede, ”en historisk aften i Paris”.

DR 2, som er udråbt til at være den licensfinansierede breaking news-kanal, valgte derimod at være tavs. En planlagt temaaften om Frank Sinatra blev gennemført, som om intet var hændt. Sikkert til stor glæde for dem, der havde set frem til 100-årsfejringen af deres yndlingscrooner - og til skuffelse for dem, som troede, at DR 2 også var en nyhedskanal. Udelukkes kan naturligvis ikke, at DR's nyhedsledelse med fuldt overlæg valgte at sætte Sinatra højere end klodens klima. Langt mere sandsynligt er dog, at DR endnu en gang har måttet sande, at beslutningen om at bruge en samfundskanal med baggrund, perspektiv og temaer til breaking news ikke rigtig hænger sammen.

Problemet er bare, at breaking news som begreb efterhånden er så institutionaliseret, at det skaber en forventning om, at det efter en sms-besked fra DR om klimaaftalen klokken 19.30 lørdag aften skulle være muligt at tænde for tv for at få mere at vide. Det var det også - bare ikke på DR 2.

Lørdag aftens ikke-dækning af klimaaftalen på DR 2 illustrerer derfor den indbyggede modsætning, som kanalen er udstyret med. Allerede ved lanceringen af planerne om at mikse den veletablerede samfundskanal med hurtige nyheder i forsommeren 2012 lød det fra TV 2 News' daværende chef, nuværende nyhedsdirektør Mikkel Hertz, at han nødig ville være den, som skulle beslutte, om en nyhed var stor nok til at pille planlagte programmer af.

Omvendt beroligede DR's nyhedsdirektør Ulrik Haagerup med, at det jo kun var store og betydningsfulde begivenheder, som kunne rydde fladen på DR 2. Netop med den ambition in mente burde prioriteringen af klimaaftalen vel ligge lige til højrebenet. Især når det har vist sig, at langt mindre betydningsfulde begivenheder har skaffet sig adgang til sendefladen - som da Andreas Mogensens planlagte og dybt forudsigelige rumfærd tidligere blev til breaking news med timers tomgang på en kanal, der gerne vil fremstå som dyb, seriøs og perspektiverende.

Som nævnt leverede TV 2 News til overflod alt det, som DR 2 fravalgte. Og tilbage er egentlig blot at (jule)ønske, at direktionen i DR Byen har mod nok til at konkludere, at DR 2 ikke duer til breaking news. At Danmark ikke er stor nok til to - offentligt ejede - tv-kanaler med nyhedsopdatering på sendefladen. Og at TV 2 News for det meste gør det ganske godt.

Kurt Strand er forfatter og journalist