Når en sultkatastrofe igen hærger i Etiopien, når Afghanistan fortsat er ved at falde fra hinanden, og når en ny strøm af flygtninge krydser Middelhavet med kurs mod italienske Lampedusa, kan det være svært ikke at holde sig for øjne og ører: ikke se, ikke høre…
Reaktionen kaldescompassion fatigue – en slags medlidenheds- og medfølelsestræthed, der er en logisk følge af almindelig magtesløshed over for begivenheder, hvor det for hver enkelt af os kan være svært at øjne en mulighed for at gøre en forskel.
Et girokort til en nødhjælpsorganisation, bidrag til indsamlinger i tv og aflevering af brugt tøj i dertil indrettede containere er selvfølgelig konkrete, men også symbolske handlinger, der ikke gør op med grundlæggende årsager.
Alligevel er det naturligt for de fleste at forsøge at gøre en forskel dér, hvor det er muligt. Som en Røde Kors-sygeplejerske sagde til mig i et interview efter udstationering i Sydsudan midt i 1990’erne: ”Jeg kan ikke ret meget, men det, jeg kan, det gør jeg.”
Ordene gjorde stort indtryk, fordi de indrammede den enkeltes oplagte muligheder og ansvar for i det mindste at forsøge at gøre en forskel. Og derfor er det som journalist vigtigt at holde sig selv til ilden og insistere på at beskrive og rapportere om alt det, der forekommer umuligt at forandre.
Men også for journalister og medier opstår jævnligt en træthed og ikke mindst en frygt for, at læsere, lyttere og seere ikke gider at forholde sig til eksempelvis den nu igen tiltagende strøm af flygtninge med kurs mod Europa. I mediebranchen kendes udtrykket compassion fatigue derfor særdeles godt; som Mark Ørsten, professor og leder af journalistuddannelsen på Roskilde Universitet, forklarede i ”Orientering” på P1 mandag eftermiddag, så ”plejer man at sige, at der er plads til en begrænset mængde krige og katastrofer på nyhedsmediernes dagsorden”.
Den aktuelle anledning til interviewet med Ørsten var de nyligt 700 omkomne bådflygtninge i Middelhavet. Intet indikerer, at flygtningestrømmen ikke vil fortsætte, men alligevel glider katastrofen næsten ubemærket ind i den almindelige nyhedsstrøm. Ifølge Mark Ørsten, fordi ”vi når et mæthedspunkt, hvor vi ikke orker at høre om mere, der går galt”.
Men nok så vigtigt har de fleste medier selv en opfattelse af, at deres brugere ikke orker mere. Dækningen bliver derfor, forklarede Ørsten, ”reduceret over tid, når en begivenhed gentages og gentages”.
Dermed bliver også den politiske dagsorden påvirket, og når EU-lederne ikke reagerer på den seneste katastrofe i Middelhavet med et hasteindkaldt topmøde, er det også fordi mediernes fokus er mindre end ved lignende begivenheder sidste år.
En vigtig pointe er imidlertid, som Mark Ørsten påpegede i radioen mandag, at undersøgelser tyder på, at frygten for at trætte læsere, lyttere og seere mest er et internt medieproblem. At det er en slags indre medietræthed, compassion fatigue , der resulterer i færre spaltemillimeter, kortere nyhedsindslag og færre sendeminutter om alt det, vi før eller siden bliver nødt til at forholde os til.
Kurt Strand er forfatter, journalist, radiovært og ekstern producent af P1-programmet ”Mennesker og medier”