SPROGET ER HELT afgørende, hvis integration skal lykkes.
Det var udgangspunktet i DRs nye miniserie mandag aften med titlen Tal dansk!, og derfor havde man i programmet installeret tre nydanskere hos tre gammeldanskere, for at de skulle blive bedre til at tale vores sprog og dermed bedre til at klare sig i vores samfund.
Debatten omkring sprogets betydning for integration er væsentlig, om end den alt for ofte bliver unuanceret og skinger. Programmet viste fint, hvordan sproget virkelig var en barriere især i to af konstellationerne.
LÆS OGSÅ: Den moderigtige Radio24syv møder det adstadige P1
Den ene, hvor fagforeningsmand Walter tog imod rumænske Mihai på 44 år og den anden, hvor 21-årige somaliskfødte Lul flyttede ind hos 65-årige Lene fra Hørsholm.
De kæmpede bravt med kommunikationen alle fire, men det var først anden dag, hvor der kom en tolk til stede, at de rigtigt kunne få fat på hinanden.
Men så skete der også noget.
Mihai fortalte Walter, at han samlede flasker her i Danmark for at kunne tjene penge til behandling af sin 14-årige kræftsyge dreng hjemme i Rumænien (moderen var taget til Italien for at arbejde af samme grund), og Lene lyttede forfærdet med, da Lul fortalte sin historie om tvangsægteskab, vold og mordtrusler.
Lul havde ikke set sin mor, siden hun flygtede fra Somalia som 16-årig, og Lene græd med hende og fortalte, hvordan hendes egen mor var død, da hun selv var 16 år. Lille pige, lille pige, sagde Lene til Lul, mens hun holdt om hende, og Walter gik frustreret rundt i sin have i afmagt over Mihais historie. Jeg kan slet ikke ha det, sagde han.
Men efterhånden blev frustrationerne til handling, og han satte alt ind på at bruge sit netværk til at skaffe et arbejde til Mihai, så han kunne sende penge hjem til sønnens behandling.
Man skulle være gjort af et rigtig hårdt materiale for ikke at blive rørt af de scener uagtet den medieskabte virkelighed, de foregik i.
Jeg glemte, at programmet handlede om det talte sprog, for jeg sad hurtigt med en hel anden tanke nemlig at ingen fordom kan overleve i det ægte møde, og at ethvert menneskes historie kan gøre statistikker til lige-gyldige tal.
Både Walter og Lene gik ind i projektet med et vist forbehold. Walter sagde: De er jo kommet for at blive. Det kan vi ligeså godt indstille os på, og Lene udtrykte det sådan: De fremmede virker så sky over for danskerne.
Men i løbet af tre dage blev de altså til Mihai og Lul, som de ville gøre alt for at hjælpe, fordi de havde talt sammen på det sprog, hvor vi alle sammen kan nå hinanden, hvis vi gider, og hvis vi mener, at den etiske fordring går længere end til kanten af vores matrikel.
Programmets udgangspunkt med at lære nydanskerne dansk var ikke til at tage alvorligt.
De havde tre dage hos deres værtsfamilier, hvilket må siges at være useriøst. Walter og Mihai nåede til skovl og spade, men programmet gav os altså noget helt andet at tænke over, og jeg sidder med igen i morgen aften, når det er gammeldanskernes tur til at pakke tasken og flytte ind hos deres nye venner i tre dage.