”MENS GRAVEN KASTES, vuggen gynger/ og liv udsletter dødens spor/ så immer sig igen forynger/ hver ædel slægt i syd og nord”.
Ordene er Grundtvigs og fra salmen ”Udrundne er de gamle dage” og forekommer passende som indledning til TV 2's fine dokumentar ”Jeg er Jens Jensen”.
Udgangspunktet var den statistiske kendsgerning, at Jens Jensen er det mest almindelige navn i kongeriget, og på den baggrund blev der tegnet små portrætter af syv danske navnebrødre.
”Dokumentarer hylder livet som almindelig dansker” hed det i omtalen af udsendelserne (der kommer senere en om Kirsten Jensen), og det er ærligt talt også på tide.
Alle de, som er særligt talentfulde, særligt magtfulde eller måske bare fulde af sig selv, fylder så rigeligt i medierne. Sådan må det vel være, men almindelige danskere fortjener også en plads i mediernes søgelys.
Det er faktisk rart at se ”almindelig” fremhævet som noget positivt midt i den grasserende individualisme, hvor det er åh så fint at være unik og have sin egen stil.
Og uanset om man hedder Jensen eller Gyldenkål, er der noget særligt ved alle liv. Vi er ikke bare eksemplarer, og selvom vi ligner hinanden, så er der ikke nogen helt som os med netop vores historie.
”Jeg er Jens Jensen” viste den spæde Jens Jensen, den kloge dreng, den livsglade og rådvilde student, den nybagte far, den travle familiefar, den eftertænksomme efterlønner og den gamle og gangbesværede Jens Jensen.
Alle var de sig selv, og alle var de os. Ja, ja, det er forskelligt, hvor vi befinder os på livets bane, og en livsbane kan få brat og tidlig ende, men alligevel var de portrætterede så genkendelige.
Og kameraet gik elegant og utvungent fra den etårige Jens Jensen i sin legebil til den 83-årige Jens Jensen i kørestolen, fra begyndelsen til slutningen på et øjeblik.
Dokumentaren endte med gamle Jens Jensens død og begravelse, og netop det forhold, at livet er en midlertidig affære, kaldte på overvejelserne. Hvordan bruger vi vores tid, hvad prioriterer vi, hvor gik vi galt, ikke bare i byen, men i livet?
Den Jens Jensen, som var kommet på efterløn, havde levet sit liv anderledes, hvis han havde gjort de erfaringer, han nu sad inde med. Mange af os kan i større eller mindre grad istemme. Det ville have været rart at være noget klogere noget tidligere. Men hvor slidt citatet end er, havde Søren Kierkegaard jo ret: ”Livet forstås baglæns, men må leves forlæns”.
Det var smukt af TV 2 således at vise den enkelte i det almene og det almene i den enkelte. At flytte opmærksomheden fra magtens korridorer og scenens glamour for at se på det nære og dog dybe.
De sidste ord, vi hørte, var fra præstens begravelsestale over gamle Jens Jensen og lød: ”(“) på en dag som i dag da er det tydeligt, at døden har stor magt. Amen”. Det havde præsten selvfølgelig ret i.
Man må alligevel håbe, at det ikke var konklusionen på begravelsestalen, selvom konstateringen af dødens magt efterfulgtes af et amen. Døden har magt over Jens Jensen, men ikke over Jesus Kristus.
Jesper Bacher er sognepræst