”Jeg glæder mig i denne tid; nu falder julesneen hvid, så må julen komme!”. Sådan begynder ”Peter jul”, den danske juleklassiker par excellence. ”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden”. Sådan begynder Lukas-evangeliets andet kapitel, den internationale juleklassiker par excellence.
Begge tekster har sat dybe spor i vores julefejring, men selve julefesten er faktisk af ældre dato, som man kunne høre det i ”Apropos” på P1. Under overskriften ”Betydning” blev der spurgt til betydningen af julen. Værten Mikkel Kruse konstaterede, at julen var højtid for ædegilder og drukfester, handel og overtræk. Decembers nærmest rituelle tvangsfodring stod imidlertid i skærende og vanvittig kontrast til den fromme historie om det lille barn, der blev født en mørk nat for 2015 år siden i en stald i Bethlehem. Tania Lousdal Jensen, arkæolog og journalist, kunne dog fortælle lytterne, at fråseriet og overspisning har historisk belæg. Julen blev også fejret, før kristendommen nåede vore kyster. Vikingerne markerede vintersolhvervet (der i paterens bemærket indtraf kl. 00.03 i nat) ved at drikke jól eller jul. I den mørke tid slogforædrene til Søren og fyldte sig med kød og øl i stride strømme. Engang skålede man for de hedenske guder, men da kristendommen kom til landet, skålede man for Jesus og Jomfru Maria. Således knyttede kirken an til den rodfæstede folkefest for at lade det nye budskab fæste rod i folkesjælen. Der er dobbeltsvært at få folk til at skifte religion: ”hvis man skal sætte prop i øltønden” som Tania Lousdal Jensen udtrykte det.
Og man forstår de gamle vikinger. Det er værd at fejre lysets comeback, men selvom julen så at sige kom før juleevangeliet, viser historien netop, hvordan evangeliet er opfyldelsen af den længsel, som også var vikingernes. Mennesker længes mod lys både fra himlen og i sind, men lyset kommer og går, ligesom de lyse tider kommer og går igen. Hvad er stærkest i verden lyset eller mørket? Trods alle lysglimt går vi mod dødens mørke, og astronomerne fortæller os, at en dag vil også solen brænde ud. Det vidste vikingerne selvfølgelig ikke, men de havde hørt om Ragnarok eller verdens undergang. Evangeliet fortæller derimod om verdens lys, som får al mørke til at vige. Det sande lys, som lyser mennesker gennem livet og ind i evigheden. Kristus er det sande solhverv.
Det er en trospåstand, som kan overdøves i æde - og drikkegilder og blæses en lang march midt i gaveræs og juleglimmer. Man skal ikke være mavesur puritaner for at blive lidt træt af det. Som C.S. Lewis spurgte i et juleessay: ”Kan det virkelig være min pligt at købe og modtage enorme mængder af junk hver eneste vinter?” Nuvel, mon ikke også den store kristne forfatter i ny og næ har modtaget en julegave af kvalitet og selv givet en ditto?
”Apropos” er i hvert fald ikke æterjunk, og det er da en gave for licensen.