Sørine Gotfredsen: Ustoppelig tv-dækning gør os til slaver af tom snak

Søren Pape på vej til møde for anden gang i Statsministeriet på Christiansborg hvor de konservative ...

Journalister og mediefolk vænner sig med årene til at opfatte alle bevægeler i det politiske univers som det centrum, hvorfra deres verden går, mener Sørine Gotfredsen. Her er det De Konservatives formand Søren Pape på vej til møde i Statsministeriet på Christiansborg, efter at De Konservative udtrykte mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V). Foto: Jens Astrup / Scanpix Denmark

Kampen om fortællingen har det med at munde ud i en tilstand, hvor det står mere og mere klart, at muligheden for at sende tv døgnet rundt først og fremmest gør os til slaver af tom snak
Sørine Gotfredsen

Dækningen af det politiske liv er i dag så omfangsrig og ustoppelig, at proportioner forvrænges, mener Sørine Gotfredsen

Det har været nogle begivenhedsrige dage for De Konservative. Først fyldte partiet 100 år, hvilket blev fejret med lagkage og sort humor angående tidens ringe opbakning, og tirsdag aften skabte de seks konservative gruppemedlemmer på Christiansborg kaos ved at erklære mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Det førte til en onsdag formiddag, hvor nyhedsredaktionerne trådte vande og ventede på, hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ville gøre. Det store spørgsmål var, om 100-årsfødselaren virkelig skulle forårsage regeringens fald, og på DR 2 udtalte Anders Samuelsen (LA), at et valg fint kunne rense luften efter mange dage præget af kvælstofudledning. Det ville være godt i kampen mod den politikerlede, der må opstå efter De Konservatives - ifølge Samuelsen - besynderlige optræden.

Det er nok sandt, at mange ikke helt forstår alle nuancer i sagen, men at et valg allerede cirka otte måneder efter valget i juni 2015 skulle gavne klimaet mellem politikere og befolkning er tvivlsomt.

Snarere synes det, at vi ofte kommer noget slidte og forpjuskede ud af valgperioder fyldt med analyser af politikernes tone, taktik, tasker og tweets. Onsdag formiddag mindede os om hvorfor.

Dækningen af det politiske er i dag så omfangsrig og ustoppelig, at visse proportioner forvrænges. DR's i øvrigt udmærkede analytiker Jens Ringberg mente, at det var ret ubegribeligt, at vi kunne sidde i en situation, hvor vi ikke vidste, om regeringen ville overleve. ”Tavsheden bliver mere og mere larmende,” sagde han.

Ja, måske, men nok især for de journalister og mediefolk, der med årene vænner sig til at opfatte alle bevægeler i det politiske univers som det centrum, hvorfra deres verden går.

For den, der selv har forladt den daglige gang i medieverdenen, er det altid en tankevækkende oplevelse at sidde blandt journalister - ikke mindst de politiske af slagsen - og mærke, hvordan de ser sig selv som deltagere i et uendeligt livsvigtigt drama.

Naturligvis er der noget på spil, når stolen vakler under en minister, og statsministeren sidder i forhandlinger bag lukkede døre, men få bliver klogere af den timelange dækning, der kravler af sted, mens man venter på en afklaring.

Ganske vist bemærkede en af DR-værterne, at ventetiden skaber plads til ”kampen om fortællingen” - altså forsøget på at beskrive affærens egentlige substans. Men sagen er, at det netop er her, vi erfarer, at selv eksperter og rutinerede journalister, når det kommer til stykket, ved meget lidt.

Kampen om fortællingen har det med at munde ud i en tilstand, hvor det står mere og mere klart, at muligheden for at sende tv døgnet rundt først og fremmest gør os til slaver af tom snak.

Stemningen er dramatisk, journalisterne kører på som batteridrevne robotter, men fortællingen kommer ikke for alvor ud af stedet. Så nej tak, Anders Samuelsen. Man orker ikke endnu en valgkamp allerede nu, og forhåbentlig blev det ikke udskrivningen af en sådan, fortællingen endte med.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist