Mandag aften blev et interessant fænomen demonstreret i DR 1’s ”Aftenshowet”.
Komiker Andreas Bo gjorde her et forsøg på at forholde sig til seriøse sager, da han gjorde rede for sin træthed ved udtrykket ”pray for”, der breder sig efter tidens tragedier. Pray for Nice, Pray for Munich og så videre.
Som udgangspunkt er det også en kende trættende med dette poppede strejf af andagt, men det er ikke dét, der generer Andreas Bo.
Det er i stedet, at ordene ”pray for” leder tankerne i retning af det religiøse, og han mener, at vi bør erkende, at den slags ikke fører noget godt med sig.
For at sprede det budskab har Andreas Bo indspillet en såkaldt viral video, hvor han spørger, hvornår man egentlig har set, at det har hjulpet at bede for noget.
Videoen kan ses i bunden af artiklen.
Med en råbende stemmeføring uddybede han i studiet og sagde, at mens man kan bede om saltet, giver det ingen mening at bede til Gud. Tænk på, hvor uddannede vi er, lød det, ”og så graver vi gudhjælpemig religionen op igen”.
Personligt har jeg længe følt bekymring for, at komikere her i landet har fået så høj status.
Siden 1990’erne er disse ofte uuddannede drengerøve blevet dyrket som ironiske supermænd, og mens nogle af dem har et vist talent, falder de ofte drabeligt igennem, når de skal formulere sig i alvor.
Andreas Bo er dygtig til at parodiere, hvilket har skaffet ham adgang til mange røde løbere og sladderspalter, og åbenbart har opmærksomheden ansporet ham til også at kaste sig ud i den mere eksistentielle tænkning.
Man kan mene, at han er bedre til at efterligne stemmer og mimik, og hans optræden fik én til at tænke på en teenager, der tror, at han har gennemskuet alt og taler med en autoritet, der er ganske ude af proportioner.
Talsmanden for Ateistisk Selskab, der på det seneste har ført sig frem i kampen for at nedlægge folkekirken, er også komiker og formulerer sig på et lignende niveau, og man bliver løbende bekræftet i sin mistanke om, at det ikke just beriger den offentlige samtale, at komikere fylder så meget i den.
Studieværten i ”Aftenshowet” var naturligvis ikke i stand til at udfordre Andreas Bo og troede efter alt at dømme, at de førte en dybsindig samtale, og der er et basalt problem forbundet med dette program.
Det rendyrker en mentalitet, hvor følelser og stemning hersker over kvalificeret og sammenhængende argumentation, hvilket er som skabt til en mand som Andreas Bo, der fra komikerens magttinde frit kan udfolde sine noget – skal vi sige – uøvede synspunkter.
Man kan vælge at opfatte ”Aftenshowet” som et harmløst program, men som daglig påvirkning af danskere, der lytter med midt i madlavningen, kan det næppe undgå at sprede en vis fordummelse.
Andreas Bos religionskritiske sludder, der i en forsamling af minikonfirmander ville falde klart igennem, bidrager nok desværre til det.
Der er brug for komikere i ethvert samfund, men de skal ikke sættes for højt op på piedestalen. Alene det, at de her i landet er kommet derop, siger noget om tilstanden.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør
Se Andreas Bos video "Pray for - hvad?" her: