Danmarks Radio har med egne ord sat sig for at skabe opmærksomhed om flygtningesituationen. Det manglede også bare. Flygtningesituationen er den altoverskyggende politiske udfordring i disse år.
Under forårets valgkamp bragte nærværende dagblad en lederartikel med overskriften ”Valget bør handle om Middelhavet”. Det blev vel i nogen grad også tilfældet - og dog. På længere sigt har folkestrømmen potentiale til at ændre vores land og de øvrige europæiske lande, og der er stadig megen udenomssnak, tvetydighed og rådvildhed. Det er på sin vis forståelig nok, men politikerne er også kaldet til at handle af hjertet og med hovedet.
I torsdags kunne man så se et af de programmer, som sætter fokus på flygtningesituationen eller migrantkrisen, ”Europa på grænsen”. Vi kom i selskab med en udsendt fra organisationen Læger uden Grænser, som ydede basal lægehjælp til de mange flygtninge, der havde samlet sig i Serbien på deres vej op gennem Europa. Der var karavaner af mennesker, og kameraet dvælede særligt ved børnene, som var søde, men ofte udmattede af den strabadserende rejse.
Senere kom vi tæt på menneskesmuglere, som arrangerede ture fra den tyrkiske kyst til de græske øer. Det var en lukrativ forretning, og det skortede ikke på kunder, som ikke længere flygtede for livet, men for et bedre liv i det forjættede Europa.
Og det forstår man godt. Ønsket om et bedre liv har alle dage været den største drivkraft bag emigration, men er Europa leveringsdygtig? Kan drømmen om det gode liv ikke blive et mareridt for andre? ”Europa på grænsen” havde kun øje for de humanitære problemer, men hvad med de økonomiske, sociale og kulturelle problemer, som kommer i kølvandet på indvandringen fra Mellemøsten og Nordafrika? Måske kommer det med i de andre udsendelser. Mindre ville ikke være public service, men public propaganda, og det kan vi selvfølgelig ikke være tjent med.
Enhver må vel indrømme, at de velkendte og åbenlyse integrationsproblemer ikke just bliver mindre gennem stadig større tilstrømning. Samtidig skylder vi at hjælpe mennesker, som flygter fra politisk og religiøs forfølgelse. Frie lande skal være fristeder for dem, som har talt undertrykkerne imod eller bekendt sig til den forkerte gud.
Det er imidlertid ikke bare frihedens venner, som kommer til Europa. På asylcentrene udsættes kristne igen og igen for chikane fra muslimer, som indleder deres ophold i Europa med at vise foragt for værtslandets værdier.
Som en præstekollega med erfaring fra et dansk asylcenter udtrykte det: ”Sommetider er de kristne på flugt med dem, som de er på flugt fra.” Myndighedernes vilje til se problemerne i øjnene synes dog behersket.
Læger uden Grænser hedder den hæderværdige humanitære organisation, men der er grænser for alt på jorden, og lader man hånt om grænserne, lader man hånt om virkeligheden.
Grænseløs indvandring betyder grænseløst kaos, men grænseløs afvisning betyder grænseløs kulde.
Grænser fortjener en bedre presse på både den ene og den anden måde.
Jesper Bacher er sognepræst