Radioen leverede levende ord om døden

Et år er gået i graven, men det kan genoplives i minder og tilbageblik, og det var netop, hvad ”Radiofortællinger” på P1 gjorde i søndags, skriver Jesper Bacher

”Det hele handler jo om døden”, hed en radiofortælling på P1, hvor ikke mindst videnskabsjournalisten Lone Frank, som havde mistet sin kæreste, gjorde indtryk med sine betragtninger over sorg, skriver Jesper Bacher. -
”Det hele handler jo om døden”, hed en radiofortælling på P1, hvor ikke mindst videnskabsjournalisten Lone Frank, som havde mistet sin kæreste, gjorde indtryk med sine betragtninger over sorg, skriver Jesper Bacher. - . Foto: Sofie Amalie Klougart/Scanpix.

”AT FILOSOFERE er det samme som at forberede sig på at dø,” siger Michel Montaigne, essayistikkens franske fader. Det kan umiddelbart synes dystert, men det er jo sandt, at livet ikke ville være det samme uden døden.

Alle lever vi i dødens skygge, uden at døden behøver at overskygge livet. Ja, faktisk kan døden også give alvor og dybde til livet. Vi lever på lånt tid, så vi skal bruge tiden godt og meningsfuldt. Døden er så at sige en levende realitet midt i livet.

Nu er vi for nyligt kommet ind i det nye år, og et årsskifte er en særlig påmindelse om tidens gang. ”En dag jeg nærmer er ved døden end som før/ tiden mig så sagtelig oplukker dødens dør,” skriver Kingo, og man kan vel sige, at døren åbnes lidt mere ved nytårstide.

ET ÅR ER GÅET I GRAVEN, men det kan genoplives i minder og tilbageblik, og det var netop, hvad ”Radiofortællinger” på P1 gjorde i søndags. Man sendte en kavalkade af det bedste fra de sidste måneder af 2015, og i redigeringsforløbet havde man fundet ud af, at døden var den røde tråd i mange af indslagene. Således havde programmet fået overskriften ”Det hele handler jo om døden”.

Og det skulle man ikke være nogen dødbider for at påskønne! Vi hørte om mennesker, for hvem døden var blevet påtrængende virkelighed. Det var den unge pige, som sad i et fly med tekniske problemer. Flyet blev med at kredse over Warszawa, og til sidst blev det meddelt passagererne, at de måtte forberede sig på en nødlanding.

Pigen greb et kors og bad, samtidig med at hun ”blev sur på det, man kalder Gud”, hvis hendes mor skulle miste sin datter i så ung en alder.

Der var også journalisten, der som dreng var kommet til at skyde en kattekilling med en luftbøsse, og manden, der havde mistet sin mor og nu sad tilbage med album fyldt af ukendte ansigter fra forældrenes liv.

Minder om forgangne liv, som han gerne ville sætte navne på. Vi hørte ydermere fra en deltager i det terrorramte debatmøde i Krudttønden på Østerbro, som havde fået den pludselige død ind på livet hin skæbnesvangre aften i februar.

Særligt indtryk gjorde videnskabsjournalisten Lone Frank, som havde mistet sin kæreste. Hun opponerede mod opfattelsen af sorg som noget, man går igennem, for så at vende tilbage til det, som var før. Måske gør sorgløs tankeløs, men den, som kender den dybe sorg af egen erfaring, ved, at Lone Frank har ret.

Tabet kaster et andet lys over livet, det relativerer, men det kvalificerer også. Lone Frank brugte et billede af menneskelivet som det at sidde på en badering i rivende strøm. Noget kan vi selv bestemme, men tilfældets magt er stor.

”Det hele handler jo om døden”, hed radiofortællingen, men man kunne også sige, at det hele handler jo om det dødstruede liv. Det liv, hvor så meget kan dø, også længe før der skrives dødsattest på dig og mig. Hvordan leve med døden? Man kan selvfølgelig fortrænge døden, man kunne også kaste sig om halsen på livets fyrste. Det er Jesus Kristus, og han er hverken død eller borte.

Jesper Bacher er sognepræst