ALENE EN ENKELT formulering antyder, at noget er galt:
Gør magt gode mænd onde?, spørges der løbende i DR 3s programserie Ond, ondere, ondest, hvor 15 mænd placeres i et gammelt fort og tildeles roller som fanger og vogtere. Og under mere og mere pressede forhold skal det afsløres, om disse gennemsnitligt venlige danskere kan udvikle sadistiske træk.
Serien kører onsdag aften, og når den nævnte formulering er så uheldig, skyldes det, at der opstilles et falskt og forenklet udgangspunkt. Der er ikke noget, der hedder gode mænd. Der er noget, der hedder, at enhver mand i sig rummer aspekter af både det onde og det gode, og det er ikke underligt, at programmet har vakt debat.
For det er dybt usympatisk, og onsdag fortsatte diskussionen i P1 Debat, hvor redaktør i DR Henrik Bjerring diskuterede med ph.d. i medier og formidling Jacob Ørmen. Bjerring præsenterede den sædvanlige tyndbenede journalistiske logik, hvor man hævder, at formålet er at gøre seerne klogere på sig selv, mens man i øvrigt har tilknyttet så mange eksperter og psykologer, at ingen kan komme noget til.
LÆS OGSÅ: Det gør det ikke bedre, at du nu også er næsvis
Ørmen anklagede derimod programmet for at være uansvarligt, manipulerende og udtryk for pseudovidenskab, idet man hævder at ville eftergøre et 40 år gammelt amerikansk eksperiment, men slet ikke griber det seriøst nok an.
Man tror på det sidste, og ved selvsyn blev man om aftenen vidne til en højst smagløs forestilling. I et aflukke stod eksperimentets leder sammen med en såkaldt adfærdsforsker, der sagde alt det, enhver selv kunne se, og herfra udgik ordrene til vogterne i fængslet.
Disse formodes nu gradvis i de kommende uger at udvise mere og mere nådesløshed, hvilket uden tvivl hos DR vil blive opfattet som stærkt fjernsyn. Men det er selvsagt dybt kritisabelt. For det første kan ingen psykologer i verden sikre, at ingen kommer noget til, og for det andet leger man her med så skæbnesvangre kræfter i mennesket, at det slet ikke hører hjemme i det slørede tv-grænseland mellem leg og alvor.
MAN SKAL IKKE SPØGE med det onde, og i P1 satte Henrik Bjerring sig gumpetungt mellem to stole, hvor han på den ene side ikke vil kalde programmet rigtig videnskab, mens han på den anden side vil gøre seerne klogere. Alle ved jo, hvad det handler om.
Man vil underholde, og efterhånden er vi nået så vidt i den skruppelløse medievirkelighed, at man forsøger at vække selve det onde til live for at få opmærksomhed. Og når Bjerring hævder, at programmet ikke kan skade nogen, fordi seerne er sindssygt dygtige til at bruge medierne, rummer det i virkeligheden en kynisk fraskrivelse af ansvar.
Fordi seerne efterhånden er så sindssygt dygtige, behøver man ikke at bekymre sig videre om, hvad man sender ud til dem, og vi står her over for et skræmmende scenarie.
For kombinationen af ondskab og mediementalitet er noget nær den værste, man kan forestille sig. Det ene rummer den reneste alvor. Det andet repræsenterer selve indbegrebet af tidens overfladiskhed.