En sand mediejagt på religiøs minister

”Journaliststanden er opdraget i en flad mentalitet, hvor synet på det religiøse nok mest hælder til den ...

”Journaliststanden er opdraget i en flad mentalitet, hvor synet på det religiøse nok mest hælder til den konklusion, at der basalt set må være noget galt med det menneske, der tror på Gud,” skriver Sørine Gotfredsen om mediejagten på Esben Lunde Larsen (V). - Foto: Kim Vadskær

Mediejagten på Esben Lunde Larsen (V) begyndte med forargelse over hans religiøsitet, og lur mig, om det ikke stadig er den, der er den primære drivkraft, skriver Sørine Gotfredsen

Det er en kendt sag, at man som ny minister skal være forberedt på at få sin personlighed og fortid belyst på alle måder. Mange journalister drømmer om at afsløre en toppolitiker, og dette har vores uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen (V), i høj grad erfaret.

Han er nemlig mere end blot en minister. Han er en troende minister, og en sådan skal - om man så må sige - ikke dø i synden.

Medierne har været efter ham siden i sommer, da han rystede omgivelserne ved at meddele, at han tror på en skabende Gud, og nu er hans ph.d.-afhandling om Grundtvigs frihedssyn i fokus.

Den udgjorde onsdag sin egen historie i TV-Avisen, og spørgsmålet er, om dele af afhandlingen er plagiat. Nogle siger ja, andre mener, at vi er nede i helt små bagateller, og mens ministeren selv i tirsdags bad Københavns Universitet om at undersøge sagen, kan det konkluderes, at forløbet med Esben Lunde Larsen skiller sig ud.

Det er første gang i lang tid, at vi har en minister, der så klart vedkender sig sin religiøsitet, og uden at blive paranoid på kristne menneskers vegne får man den tanke, at det for nogle ville være en fornøjelse at fælde et sådant.

Fra sagens begyndelse studsede man over, at visse faktisk mener, at man ikke kan have en minister for forskning og uddannelse, der er religiøs, hvilket i sit yderste er en ret ekstrem holdning. Er det dermed også et problem, at en overlæge er religiøs, idet intet må antaste hans tro på medicin? Må en skolelærer være religiøs, må en atomfysiker? Vi bør nok enes om, at alt afhænger, hvordan et menneske varetager sit embede, og at religiøsitet ikke i sig selv skal diskvalificere.

Esben Lunde Larsens ph.d.-afhandling er for tiden symbolet på en mediejagt, der er svær at gennemskue. Den begyndte med almindelig primitiv provokation over, at Esben Lunde Larsen tror på Gud, og fortsatte med kritik af unøjagtigheder i hans cv samt mistanke om, at han i nogle sager har tilgodeset sine egne.

DR's politiske analytiker Jens Ringberg sagde i går i P1, at sagen efterhånden er blevet politisk tyngende, men at vi bør huske, at synet på ph.d.-afhandlingen er meget delt.

Lad os samtidig huske, at medierne har stor magt til at skabe et bestemt billede af en politiker, og at menigmand nu blot må vente på at få opklaret, om Esben Lunde Larsen har sjusket kritisabelt med sin forskning.

Allerede nu ved vi dog, at han er en sjælden type i dansk politik. Den erklærede religiøse, nemlig, der med alvorsmine taler om dannelse og forkælede studerende, og som ung blev forarget over, at en præst var blevet skilt. Uha, uha, det er barske sager for en journaliststand opdraget i en flad mentalitet, hvor synet på det religiøse nok mest hælder til den konklusion, at der basalt set må være noget galt med det menneske, der tror på Gud.

Sagen om Esben Lunde Larsen handler om meget mere end mulig sjusk. Den begyndte med forargelse over mandens religiøsitet, og lur mig, om det ikke stadig er den, der er den primære drivkraft.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist