Man kan løbe stafet, men også føre stafetsamtale og lade et emne gå på omgang, og disse formiddage kan man på DR 2 se og høre en stafetsamtale om livets mening med den afvæbnende tilføjelse ”og andre småting”.
Ja, man kan roligt sige, at DR 2 spadserer ind på dette dagblads erklærede trefoldighed af tro, etik og eksistens.
Det er da bonus for licensen. Livets mening serveret i løbet af 28 minutters udsendelse!
I mandags var det journalist Nynne Bjerre Christensen, som var i samtale om livets mening med Niels Grønkjær, præst i Vartov Kirke i København.
Man forstod, at Niels Grønkjær var familiepræst for Nynne Bjerre Christensen, og der blev udvekslet venskabelige kram de to imellem.
Kald mig bare bornert, men sådan en gestus på tv gør mig en anelse forbeholden.
Som var man en slags voyeur under en hyggesnak mellem venner, hvor man egentlig ikke har noget at gøre.
Nuvel, samtalen gik sin gang med smørrebrød i præsteboligen, og over madderne blev der talt om sorg og tab, for spørgsmålet om mening melder sig ikke mindst, når det meningsløse indtræffer.
Niels Grønkjær sagde meget fint, at ligesom man ikke skal fratage et menneske dets glæde, skal man heller ikke fratage et menneske dets sorg.
Sorgen har brug for et sprog, ikke for udenomssnak. En sjælesørger må respektere sorgen, ellers sørges der dårligt og overfladisk for den sårede sjæl.
Som samtalen skred frem, kom livets mening til at kredse om det at elske og blive elsket. ”At elske, thi deri er livet”, som det hedder i en af de høstsalmer, vi snart skal synge i kirkerne.
De to samtalepartnere gjorde også en tur op i tårnet på Københavns Rådhus for at se tingene og byen lidt fra oven.
Udsigten til metropolen fik Niels Grønkjær til at tale om urbanitet, det at så mange mennesker kan omgås hinanden relativt fredeligt, og horisonten kaldte på refleksioner om livets bevægelighed.
Niels Grønkjær mente, at det modsatte af utryghed ikke var tryghed, men derimod åbenhed og bevægelse, så vi kunne leve i et samfund uden frygt.
Virkelig? Er man åben som en ladeport, kan det meget vel betyde, at der er lukket ned for den kritiske efterprøvelse.
Bevægelse er et tegn på liv, men man kan bevæge sig i så mange retninger, også ud over afgrunden. Alle veje fører måske til Rom, alle veje fører ikke til livets mening.
Man anede Niels Grønkjærs bog ”Den nye Gud” i samtalen. Her er Gud også en meget bevægelig herre og åben for nye indsigter. Faktisk har vi gjort Gud ikke så lidt klogere på sig selv.
Det gør nu undertegnede noget utryg ved den nye Gud, men det skyldes måske betænkelig tryghedsnarkomani. Der er, indrømmet, noget meget betryggende ved, at Herrens ord bliver evindelig.
Til sidst skulle Nynne Bjerre Christensen og Niels Grønkjær nedfælde meningen med livet, som kom til at lyde: ”Ikke mig, ikke dig, men det, vi gør og har sammen.”
Livets mening uden et ord om Gud? Kom til at tænke på min gamle sognepræst, der altid sluttede faddertiltalen med at sige ”... livet uden Gud er en komplet tom og meningsløs affære.”
Jesper Bacher er sognepræst