Mere følefjernsyn på DR

Tilsyneladende er mængden af mennesker, der gerne vil udstille sig på åbent TV uudtømmelig. Specielt folk med vægtproblemer og psykiske og fysiske sygdomme, er noget DR benytter sig af. Og det virker

Man har virkelig fået knækket tårer-føle-koden og ramt danskerne i hjertet.
Man har virkelig fået knækket tårer-føle-koden og ramt danskerne i hjertet. Foto: CHRISTOFFER ASKMAN.

DER ER BLEVET GRÆDT en del på DR 1 i denne uge. Det er kanalens ledelse uden tvivl ret godt tilfreds med, for de mange tårer synes at udgøre en del af selve planen med at flytte TV-Avisen frem til klokken 21.30.

På den måde skabes der nemlig plads til de programmer, der især fremstår vellykkede, hvis deltagerne på et tidspunkt på stille og magisk vis begynder at græde. Alt imens man hører lidt mild klavermusik i baggrunden.

LÆS OGSÅ: Velkommen til hysteriet

Først var det afslutningen på Den store bagedyst, der fik både vinderen og hendes nærmeste til at græde af lykke, og onsdag aften opstod endnu et følelsesladet øjeblik med programmet Mit publikum. Et spøjst koncept, hvor en gruppe danskere får adgang til et menneskes liv, udspørger vedkommende om alt og hører om denne persons eksistentielle dilemma. Hvorpå de skal komme med konstruktive forslag til den videre færd gennem tilværelsen.

Det har form af en slags lommeterapi for åben skærm, hvor hovedpersonen spejler sig i publikummets spørgsmål og analyser, og senest handlede det om Juliane, der havde hidkaldt hjælp, fordi hun havde et stort ønske om at tabe sig.

De fleste gennemskuede hurtigt, at hendes problem stak en del dybere, men de kom aldrig frem til sagens kerne. Det hindrede dem dog ikke i at græde en del undervejs, og man aner flere tankevækkende ting.

For det første må man igen undres dybt over, hvordan mængden af mennesker, der gerne vil udstilles for hele befolkningen, tilsyneladende er uudtømmelig. Og derudover konstaterer man, at denne type tv-programmer, som DR nu med stor succes satser så meget på seerne valfarter for tiden fra TV 2 til DR udgør én stor reproduktion af mange af de klichéer, vi alle i en psykologisk tidsalder kender så godt. Klart illustreret, da Juliane til sidst fik konkluderet, at hun frem for at kæmpe så meget med sin vægt vil til at være mere god ved sig selv. En udtalelse, der straks fik hendes publikum til spontant at klappe (og græde lidt), eftersom dette at være god ved sig selv vel i virkeligheden i dag rangerer lige så højt som bestræbelsen efter at være god ved andre.

Det er denne selvrealiserende ideologi, der kendetegner en stor del af moderne tv-underholdning. Den enkelte udvælges til at gennemgå en personlig proces, hvorpå det store sentimentale øjeblik opstår, når han eller hun bryder igennem og springer ud som et mere renset og vellykket individ. Som det sker i alle talentkonkurrencerne, og som det altså også sker i Mit publikum, hvor en slags gennemsnitlig udgave af nationens sammensparede livsvisdom skal frelse den enkelte.

Det er følefjernsyn for alle pengene skabt på toppen af den individualitetsnorm, moderne mennesker fra barnsben lærer at tolke livet efter. Det er tilmed yderst effektivt, og efter sigende kan de ikke i DR få armene ned. Man har virkelig fået knækket tårer-føle-koden og ramt danskerne lige i hjertet. Forhåbentlig bliver en del af dem hængende, når TV-Avisen og nyhedsmagasinerne ud på de sene timer omsider dukker op.

Sørine Gotfredsen er præst og journalist