Morgen med overflødige lytter-sms'er i Radio24syv

Lytterne kommer til orde via sms, viser en nylig opgørelse. Men det er ikke nødvendigvis en styrkelse af demokratiet

Det er spild af dyrebar sendetid at lade ”lytterinvolvering” fylde så meget, som den gør på Radio24syv med en stor overflødig strøm af sms'er, mener Kurt Strand.
Det er spild af dyrebar sendetid at lade ”lytterinvolvering” fylde så meget, som den gør på Radio24syv med en stor overflødig strøm af sms'er, mener Kurt Strand.

”POLITIKERNE arbejder hver dag med lovforslag, men kun fordi de vil gøre sig selv bemærket.” Stærkt forenklede ”sandheder” som ovenstående har gode går, når lytterne har fri adgang til Radio24syv's morgenprogram, som i går diskuterede behovet for at begynde helt forfra med ny og mere forståelig straffelov end den nuværende.

Synspunktet om politikernes motiver var sendt på en sms, og netop de korte tekstbeskeder er centrale omdrejningspunkter i den københavnsk baserede radiostations tre timer lange morgenflade. Ifølge en nylig opgørelse i fagbladet Journalisten kommer lytterne til orde via sms'er i 10-15 minutter i løbet af en morgen.

Overfladisk betragtet kan det naturligvis anses for en styrkelse af demokratiet og mulighederne for at ytre sig, når lytterne kommer til orde. Men når bidragene - som det oftest er tilfældet - begrænser sig til at være fragmenter som i en tilfældig voxpop, ja, så bliver de inderligt ligegyldige. Tilmed er det i dag muligt at komme til orde alle mulige steder med synspunkter, der ikke er forstyrret af kendsgerninger, og det er derfor på mange måder spild af dyrebar sendetid at lade ”lytterinvolvering” fylde så meget.

Med efterhånden tre et halvt år på bagen har Radio24syv - som ønsket af de bevilgende politikere med daværende kulturminister Per Stig Møller (K) i spidsen - i hele sin levetid forsøgt at gafle sig ind på ikke mindst P1's morgenflade, som sidder solidt på den eftertragtede primetime mellem klokken seks og ni. Konceptet er justeret nogle gange, men uden at ændre på en grundopstilling med hyppige nyhedsopdateringer, to værter og tendens til ligegyldig tomgangssnak.

SELV BESKRIVER RADIO24SYV på sin hjemmeside morgenudsendelsen som ”en god start på dagen”, hvor ”vi fortæller dig dagens vigtigste historier fra ind- og udland, så du er godt klædt på til dagens opgaver”. Ambitionen ligner, hvad der gælder for morgenradioer i det meste af verden, men udførelsen ligger et godt stykke fra ordene, når store dele af morgenen som i går tematiseres til at handle om behovet for en ny straffelov.

Dermed spænder radioen ben for sin egen ambition med morgenudsendelsen, hvor især udlandsstoffet har trange kår; ifølge opgørelsen i Journalisten levnede to morgener i marts kun plads til i alt tre udlandsindslag ud af i alt 34; hos konkurrenten, P1 Morgen, var 26 ud af 51 indslag om internationale forhold.

Sammenligningen med P1Morgen, som jo har hele DR's enorme apparat at trække på, kan naturligvis forekomme urimelig. Men omvendt har Radio24syv på en række andre områder faste samarbejdsaftaler med Berlingske Media - der ejer radioen sammen med forlagshuset People Group - og det er derfor en prioritering, der gør verden meget lille i den privatejede, men licensfinansierede radiooptik.

Og sammen med den inderligt overflødige strøm af sms'er er konklusionen desværre ofte efter en morgen i selskab med Radio24syv, at jeg som lytter er blevet klædt temmelig dårligt på ”til dagens opgaver”.

Kurt Strand er forfatter og journalist