Når en pause siger mere end tusind ord

DER GIK PRÆCIS otte sekunder, før han svarede. Imens var der helt stille...

I et indslag om fejlbehandling af hospitalspatienter indgik en velgørende pause på otte sekunder.
I et indslag om fejlbehandling af hospitalspatienter indgik en velgørende pause på otte sekunder. Foto: Scanpix.

 Kun et lidt flakkende blik bag brilleglassene afslørede ulysten til at svare på et enkelt og logisk spørgsmål: ”Ville du selv lade dig operere af vedkommende - hvis du kunne vælge?”.

Spørgsmålet blev stillet af DR-journalist Line Gertsen i et interview med cheflæge Hans Ole Holdgaard på sygehuset i Thisted, og det indgik i et kvarterlangt indslag søndag aften om en læges alvorlige fejlbehandling af patienter - et indslag, som hele ugen har givet genlyd og anledning til adskillige opfølgende historier i flere medier om blandt andet om mangel på kvalificerede speciallæger, især i Danmarks yderområder.

Da svaret på det nævnte spørgsmål endelig faldt, lød det tøvende og lavmælt fra cheflægen:

”Man ville måske lige være lidt bekymret.”

De otte sekunder mellem spørgsmål og svar var og er bemærkelsesværdige, fordi det er så sjældent, at der er helt stille i tv. Hvis ikke forstyrrende og tidskrævende stilhed overdøves med ligegyldig underlægningsmusik, bliver den ofte klippet ud eller strammet, så den ikke fylder for meget. For når ingen siger noget, bliver både interviewpersoner, interviewere og seere urolige. Bange for, at det er en teknisk fejl, at den sorte klap er gået ned, eller nogen er fuldstændigt fraværende.

Derfor kræver det mod af en interviewer at lade stilheden være det, den er: ordløs. Og tålmodigt vente på svaret i stedet for at haste videre med gentagelse af sit spørgsmål eller måske endda gå videre i sin hjemmefra fastlagte dagsorden.

I nyhedsudsendelser hører det desværre til undtagelserne, at journalisterne har researchet deres historier så godt, at de også har det fornødne overskud til at mønstre nysgerrighed, overskud og nærvær. Pausen søndag aften bør derfor bruges som et lærestykke, ikke bare i DR, men blandt alle journalister, redaktører og mediechefer, fordi den illustrerer en tydelig forskel på grundighed og den i reglen mere overfladiske research i den hurtige nyhedsstrøm.

At netop en pause kan være et vigtigt og stærkt kommunikerende element, vil de fleste sikkert uden videre skrive under på med de nylige otte sekunder in mente. Alligevel skal der ofte kæmpes for at få plads til den totale stilhed, fordi den jo kan koste nogle dyrebare sekunder i et stramt redigeret indslag. Og som den nu pensionerede DR-interviewer og radiovært Kjeld Koplev beskriver det i sin erindringsbog ”Journalist på trods” fra 2006:

”I min første tid som interviewer oplevede jeg tit, at når der opstod pauser i båndede samtaler, så trøstede teknikerne mig med, at jeg ikke skulle være ked af det, for dem kunne vi jo altid klippe ud. Når jeg så gjorde opmærksom på, at pauserne var en del af samtalen, så de på mig, som var jeg lidt til en side.”

Godt, at ingen klippede i den sigende stilhed i tv-indslaget fra Thisted Sygehus. Godt, at pausen overlevede. Og at den fik lov til at sige mere end tusind ord.