Når pressefrihed er en by i Rusland

Vores mediekommentator, Kurt Strand, analyserer pressefrihedens trange kår i Serbien

Serbiens premierminister, Aleksandar Vucic, har det svært med kritiske journalistiske spørgsmål og en fri presse.
Serbiens premierminister, Aleksandar Vucic, har det svært med kritiske journalistiske spørgsmål og en fri presse. . Foto: Samuel Kubani/AFP/Scanpix.

”NU ER JEG freelancejournalist; fri fra job, fri for penge - og fri til at tale højt“”. Den serbiske journalist Tamara Sparic havde et sarkastisk smil i stemmen, da hun på sit halvdårlige engelsk forklarede i mandagens ”Orientering” på P1, hvorfor hun ikke mere har fast arbejde og indtægt.

Hendes brøde var at stille kritiske spørgsmål til Serbiens premierminister, Aleksandar Vucic, på et pressemøde sidste efterår. I stedet for svar blev hun mødt med en højtråbende bredside, og efterfølgende kunne hun ikke få sine artikler trykt i avisen ”Blic”, som hun arbejdede for.

JOURNALISTEN ER ifølge radioindslaget én blandt adskillige serbere, som dagligt oplever, hvordan fundamentale rettigheder, herunder ytringsfriheden, er ikke-eksisterende. Ifølge en rapport fra Serbiens ombudsmand bliver kritisk journalistik betragtet som ”en utilstedelig, antistatslig aktivitet, der står i vejen for reformer”.

Ombudsmanden - en trods alt eksisterende kontrolinstans efter nordisk forbillede - konstaterer også, at journalister jævnligt bliver beskyldt for at være finansierede af udenlandske interesser, der ikke vil det stærkt nationalistiske Serbien det godt. Og at det derfor er nødvendigt at begrænse deres muligheder for at bedrive almindelig, kritisk journalistik.

Styringen af medierne er derfor benhård, og når premierministeren og andre toppolitikere holder pressemøder eller stiller op til interviews, er det ikke tilladt at stille andre end nøje aftalte spørgsmål - som derefter kan besvares med på forhånd indstuderede svar, der ikke tåler at blive udfordret af irriterende journalister med insisterende og opfølgende spørgsmål.

Serbien vil gerne med i EU, men forhandlingerne går trægt; landet er - ikke kun når det gælder ytrings- og pressefrihed - på en lang række områder langt fra at opfylde kravene til medlemskab.

Det samme gælder andre tidligere østlande, der allerede er inde i den europæiske varme - og som fik den eftertragtede adgangsbillet på forventning om, at grundlæggende borgerrettigheder efterfølgende ville komme på plads. Men i for eksempel Rumænien har ytringsfriheden haft trange kår, også efter at landet kom med i EU.

DE UDEMOKRATISKE FORHOLD ikke fjernt fra Danmarks grænser bør derfor minde os om, at ytringsfrihed ikke er nogen selvfølge. Men selv om skingre stemmer i den danske debat af og til forsøger at hævde, at vores grundlovssikrede ytringsfrihed er truet, er vi heldigvis langt fra tilstande som i Serbien, hvor journalister og medier meget konkret er frataget deres muligheder for at fungere som samfundets vagthunde.

I sammenligning med Serbien - og mange andre lande på kloden - har ytringsfriheden i Danmark det godt. Vel er den under pres, når den bliver direkte angrebet som under terrorhandlingerne i København i februar, men den bliver også forsvaret på en måde, der viser dens og demokratiets styrke.

I dette lys var ”Orienterings” indslag fra Serbien et tankevækkende spejl, som i øvrigt blev præsenteret med en kliché, der i dette tilfælde gav god mening:

”I Serbien er pressefrihed nærmest en by i Rusland“”.

Kurt Strand er journalist og forfatter