Når racismens grimme ansigt ser sig selv

SF's Özlem Cekic modtog forleden for åbent kamera en uforbeholden undskyldning fra en mand, som havde ...

SF's Özlem Cekic modtog forleden for åbent kamera en uforbeholden undskyldning fra en mand, som havde forulempet hende på Facebook. - Foto: Scanpix

En gerningsmand mødte med sit offer. En mand, der havde tilsvinet forhenværende folketingspolitiker Özlem Cekic (SF) undskyldte for rullende kameraer. Eksemplet illustrerede, at modsigelse og dialog nok er det bedste svar, når det racistiske artilleri rulles ud, skriver Kurt Strand

”HUN ER ET tyrker-perker-kurder-svin“”.

Denne sprogligt primitive karakteristik blev sidste år hæftet på SF'eren Özlem Cekic. Ordene var skrevet på Facebook, forfattet af en mand ved navn Anders Peter Sørensen, som sidenhen indså, at han var gået for vidt - og at han derfor ville give den nu forhenværende folketingspolitiker en uforbeholden undskyldning.

Og det gjorde han så, foreviget med kamera og bivånet af journalist Michael Jeppesen i en udsendelse på DR2 onsdag aften i sidste uge: ”Jeg er kommet, fordi jeg er gået for vidt”, lød det fra Anders Peter Sørensen, da han som mødte op på politikerens Christiansborgkontor, ”og det vil jeg give dig verdens største undskyldning for”.

Cekic modtog undskyldningen, tilsyneladende lidt skeptisk, og samtidig betvivlede Jeppesen, om den egentlig var alvorligt ment, for det kunne ikke udelukkes, at det hele var et tv-egnet stunt. Alligevel var det interessant at være vidne til et for begge parter svært møde; en gerningsmands møde med sit offer.

Idéen med en sådan konfrontation er ikke ny, men når det gælder en test af ytringsfrihedens grænser - som der jo reelt er tale om, når det er ord fra sprogets slamkiste, der anvendes som våben - er det i en tid med det grænseløse Facebook som medium yderst relevant at få diskuteret og i sidste ende sat en stopper for de værste uhyrligheder. Og i flere traditionelle medier er der tilsyneladende en tendens til at gå i clinch med dem, som skriver.

Eksempelvis opsøgte en journalist fra Radio24syv for nylig en mand i Hobro, som havde skrevet, at han ville skyde alle muslimer. Han viste sig at være en lidt sølle stakkel, lam og bundet til en kørestol; intet tydede således på, at han ville være i stand til at gennemføre, hvad han havde gjort sig interessant med på Facebook. Til gengæld lod han sin vrede mod muslimer få frit løb, for ”hvis de får 100 kroner, så er de utilfredse og vil have 200 kroner”.

Om den slags ytringer skal gemmes væk eller ej, har til alle tider været til diskussion. Ikke mindst på Ekstra Bladet, hvor chefredaktør Poul Madsen i forrige uge besluttede sig for at gå i rette med en stribe læseres kommentarer på ”Nationen”, som er avisens ofte ilde stinkende skidtspand med blandt andet mange nedsættende kommentarer om flygtninge. Madsen spurgte direkte skribenterne bag nogle af de mest hadske indlæg, hvordan de egentlig havde tænkt sig at håndtere den påviseligt voksende flygtningestrøm - og konstaterede, at ”ukvemsord, grove generaliseringer og floskler om muslimer løser ingenting”.

Eksemplerne illustrerer, at modsigelse og dialog nok er det bedste svar, når det racistiske artilleri rulles ud; når racismens grimme ansigt ser sig selv i spejlet, er det ikke noget kønt syn. Men det er til gengæld et spejlbillede, der forhåbentlig kan udstille og udfordre de mest vanvittige ytringer og forhåbentlig tjene til en kløgtigere omgang med ordene, sproget og ytringsfriheden.