O, at være hedning

Programmet "Apropos" på P2 med Jim Lyngvild fik nærmest kristendommen til at lyde som et irriterende EU-direktiv, skriver Jesper Bacher

Jim Lyngvild, designer, forfatter og asatroende, deltog i programmet ”Apropos” på P2. -
Jim Lyngvild, designer, forfatter og asatroende, deltog i programmet ”Apropos” på P2. - . Foto: Betina Garcia.

Er man en ægte viking, er man en sej nyser. Vikingerne var drabelige krigere, eminente søfolk, kløgtige handelsmænd og ferme håndværkere. Vikingetiden var en storhedstid for Danmark, som ofte er blevet sammenlignet med den mindre heroiske nutid.

”Engang du herre var i hele norden, bød over England - nu du kaldes svag,” lyder det i H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født”, som for nylig indtog førstepladsen i P2's Klassisk Top 50 over danskernes yndlingssange.

Det var også i vikingetiden, at kristendommen blev officiel religion, men det var som hedninge, at vikingerne var mest autentiske.

Det var i hvert fald det indtryk, man fik ved at lytte til tordagens udgave af ”Apropos” på P1.

”Det var den sidste tid, inden den europæiske kristendom kom med sine snærende, moraliserende bånd og lagde sig over os som en tung dyne,” hed det i omtalen, og det blev kun bekræftet af Jim Lyngvild, designer, forfatter og asatroende.

Jim Lyngvild fortalte en forfaldshistorie om den gode asatro, som blev afløst af kristendommen, selvom bevæggrunden var politisk og en måde at hindre tysk ekspansion på under påberåbelse af mission. Nu kunne man imidlertid genoptage den gamle nordiske tro, renset for kedelige elementer som dyre- og menneskeofring, og hæve sig over den kristne moralisme.

Jim Lyngvild kunne ikke bruge moral til særlig meget. Derimod kunne han bruge ”den gode følelse indeni” og spørge, om det her var godt for ham set i lyset af de konsekvenser, hans handlinger måtte medføre. Således designede Jim Lyngvild ikke alene tøj, men moral, eller hvad man nu skal kalde den gode følelse som pejlemærke og rettesnor.

Nu var det ikke, fordi Jim Lyngvild virkelig troede på Thor og Odin som residerende i Midgård, men de var en måde at sætte navn på naturkræfterne på. Jo, vikingerenæssance og asatro rummede store muligheder for den nationale stolthed og desuden gode indtjeningsmuligheder. Forstod vi at brande os som et rigtigt vikingeland, ville turisterne strømme til. Vi trængte til at genopdage om ikke gentage tiden, før kristendommen lagde sig over land og rige som ”et ”harmoniserende tæppe” - med studievært Mikkel Krauses ord.

Kristendommen lød nærmest som et irriterende EU-direktiv. Men var kristendommens ”snærende moraliserende bånd” ikke en civiliserende modvægt i forhold til en voldskultur, hvor ære og skam så langt overtrumfede nåde og barmhjertighed? Ikke at kristendommen gjorde vikingerne til milde dydsmønstre, men den nye gudstro indebar et nyt menneskesyn, som langsomt og under stadig modsigelse begyndte at sætte sit præg.

Hvordan mon vores samfund så ud, hvis asatroen ikke var blevet afløst af kristendommen? Det er værd at overveje, før man gør egne følelser til etisk kompas. Moral er bånd, som binder. Det er der sådan brug for, hvis vi ikke skal løbe løbsk og træde hinanden under fode. Hedenskab er i sidste ende vildskab.

Også Lyngvild kan gå vild i sig selv.

Jesper Bacher er sognepræst