Og så er virkeligheden i Syrien i dag endda endnu værre

Dokumentarfilmen "Syrien - krigens ansigter" blev i denne uge sendt på DR 2. Filmen bygger på optagelser fra 2012-2013, og selvom dét næsten ikke var til at holde ud at se, må man forstå, at virkeligheden i dag tager sig endnu værre ud

”Den globale afmagt og den personlige afmagt er to sider af samme sag.” Sådan sagde Morten Aagaard, leder af Kirkens Korshær i Århus, i seneste udgave af P1's ”Mennesker og tro”.
”Den globale afmagt og den personlige afmagt er to sider af samme sag.” Sådan sagde Morten Aagaard, leder af Kirkens Korshær i Århus, i seneste udgave af P1's ”Mennesker og tro”. Foto: Lars Aarø.

”Det er min opgave at dokumentere, hvad der foregår. Uden filter at fortælle, lige nøjagtig hvor grotesk og vanvittig krigen er”. Sådan indledte en finsk fotojournalist sent onsdag aften den dokumentariske film ”Syrien - krigens ansigter” på DR 2.

Filmen er fra 2014. Den bygger på optagelser fra 2012-13. Selvom udsendelsen næsten ikke var til at holde ud at se, så måtte man ifølge en indledende kommentar forstå, at virkeligheden i dag tager sig endda endnu værre ud.

Jeg så udsendelsen, lige efter at jeg havde set det sidste indslag af Deadline på DR 2. Spørgsmålene var her: Er terrorismen en del af Islams åndelige kerne? Eller er der meget andet end religion, der gør sig gældende, når vi skal forklare, hvorfor militante jihadister dræber i Allahs navn?

Svarene blev givet af lektor i religionshistorie Brian Arly Jacobsen og professor i koranstudier ved Københavns Universitet Thomas J. Hoffmann. Førstnævnte mente, at de alvorlige konflikter skyldes en udbredt religiøs analfabetisme blandt marginaliserede befolkningsgrupper.

Sidstnævnte anførte det skæbnesvangre i udviklingen fra en apokalyptisk fundamentalistisk læsning af Koranen til en pragmatisk form for væbnet konflikt. Han fandt en sammenligning mellem Ku Klux Klans forhold til kristendom og Islamisk Stats forhold til Islam rimelig.

Den finske film påviste den syriske krigs vanvidstræk. De grusomme former for psykologisk krigsførelse skaber sindssyge. Virkelighedsflugt fra umenneskelige tilstande har i disse år resulteret i grænseoverskridende epidemier af posttraumatiske stresslidelser.

Her skal det anbefales at lytte til seneste udgave af P1's ”Mennesker og tro”. Anders Laugesen får på en halv time Morten Aagaard, leder af Kirkens Korshær i Århus, til i velvalgte ord og klare vendinger at give konkrete varmestueeksempler på, hvoraf destruktive kræfter kan udvikles.

”Hvad var det egentlig, der skete i Paris?”, spurgte Anders Laugesen. ”Den globale afmagt og den personlige afmagt er to sider af samme sag,” svarede Morten Aagaard. ”Derfor spejler begivenhederne i Paris kræfter, som også findes her i Danmark blandt almindelige mennesker.”

De marginaliserede sjæle, som er forført og vildført ud i det helt meningsløse, kan blive så blindt aggressive, at der udvikles en ureflekteret vrede over alting. Man hjælper hinanden ned ad bakke ved hjælp af misbrug.

Mod denne form for kollektivt vanvid gælder det om at skabe mening og relationer. ”I Kirkens Korshær ser vi mennesker i øjenhøjde, også selvom de ligger ned,” forklarede Aagaard. Folk bliver ikke kulturelle af sig selv. Af kirken kan vi lære, hvordan helt elementære dyder kan og skal indlæres.

Kirken burde stå for en bastant form for kulturel dannelse ved at vise mod til at sige, at det er sådan, vi vil have det. Vi skal sige til hinanden: Du har mig. Ligesom vold avler vold, sådan kan forståelse, tanker og samtale avle forståelse, tanker og samtale.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder