Og sporten kort: Vandt 2-0!

Dagens mediekommentar handler om sport

I programmet “Liga” på P3 kunne man i søndags følge Sønderjyskes sidste kamp frem mod danmarksmesterskabet.
I programmet “Liga” på P3 kunne man i søndags følge Sønderjyskes sidste kamp frem mod danmarksmesterskabet. Foto: Jan Korsgaard.

MUSIKKEN SPILLER, FADER NED og en ivrig reporter fortæller, at ”Sønderjyske nu har bragt sig foran 4-0 i opgøret mod Esbjerg”. Nogle minutter senere dæmpes musikken igen, for lidt sensationelt har Esbjerg-mandskabet fået sendt pucken ind i Sønderjyskes netmasker med en reducering til 4-1. Men øjeblikke efter er rollefordelingen på plads igen med nye scoringer til 5-1, og snart bliver de sønderjyske ishockeyspilleres overlegenhed understreget med 6-1 få minutter før dommerens slutfløjt.

Det intense forløb kunne følges søndag eftermiddag i ”Liga” på P3, der afløste det årtier gamle ”Sport på 3'eren”-koncept for et par måneder siden, men som drives af samme nerve og begejstring for både små og store discipliner. Og med en for P3-sporten veludviklet evne til spontanitet blev omstillingen til Vojens fastholdt efter 6-1-scoringen, for med den sikrede Sønderjyske sig sit tredje danmarksmesterskab i træk, og jubelen blandt omkring 5000 tilskuere i arenaen i den gamle ishockeyby var ikke til at tage fejl af.

På tv er netop ishockey i min optik almindeligvis noget af det mest kedsommelige og kaotiske, der overhovedet findes. Men i radioen sker der noget, fordi mediet på en helt anden måde end sin flimrende storebror kan formidle med en begejstring og fremdrift, der opfylder de fleste fortælletekniske krav til det, der med et lidt forslidt journalist-udtryk kaldes ”en go' historie”. Når det lykkes, kan selv det, som måske ikke umiddelbart forekommer interessant, blive værd at lytte til alene takket være en enorm fascinationskraft.

Dermed opfyldes et af journalistikkens fornemste krav, nemlig at få modtagerne til at forholde sig til noget, som de ikke vidste ville være interessant. På sine egne præmisser er det, hvad sport i radioen ofte evner; måske endda mest sublimt - som tidligere beskrevet på denne plads - når detaljefikserede eksperter samles om mikrofonerne i Radio24Syv's ”Fodbold FM” i knap to timer hver mandag aften for at diskutere på et niveau, hvor kun de færreste kan være med, men hvor glæden ved spillet er så overbevisende, at den uundgåeligt må smitte selv den mest ihærdige fodbold-ignorant.

Den afgørende drivkraft er fascination; som da formstærke Henrik Liniger søndag eftermiddag i P3's ”Liga” gjorde opløbet i verdens hårdeste cykelløb, Paris-Roubaix, nærværende med sin begejstrede ordstrøm. Eller da udsendelsens værter sammen med en kollega i det nordjyske fik varmet godt og grundigt op til FC Midtjyllands guldjagt i ”ålleren” mod AaB.

Superligakampe som den i Aalborg har traditionelt været vigtige elementer i radioens søndagssport, og det lader sig ikke skjule, at topfodboldens spredning over fire spilledage har svækket muligheden for at drible rundt mellem samtidige dramaer på stadioner over hele Danmark. Men så meget desto større bliver chancerne for begivenheder som ishockeyopgøret i Vojens, som fint lader sig mikse med en lind strøm af lyttervenlig pop fra DR's enorme musikcomputer.

Enkelt, skarp og præcist. Lidt som da komikerparret Jan Monrad og Søren Rislunds ”Totalpetroleum” i 1980'erne muntrede sig med radioavisparodier, der ofte sluttede med det lakoniske:

”Og sporten kort: Vandt 2-0!”.

Kurt Strand er journalist og forfatter