Hvorfor i alverden falder mennesker for Scientology?

Scientologys oppustede retorik og dyrkelse af succes er mageløs primitiv. Hvordan kan voksne mennesker tro på, at en organisation kan gøre dem til supermænd?

I TV2s ”Opgør med Scientology” følger seerne udbryderen Robert Dams opgør med organisationen Scientology, som han gav 20 år af sit liv
I TV2s ”Opgør med Scientology” følger seerne udbryderen Robert Dams opgør med organisationen Scientology, som han gav 20 år af sit liv.

Det var som bekendt den amerikanske præsident Ronald Reagan, der betegnede det hedengangne Sovjetunionen som "ondskabens imperium".

Reagan, som havde mange kritikere af mindre format og mange ord, fik selvfølgelig skudt i skoene, at det var en primitiv forsimpling og dæmonisering. 

Klar tale kan da også komme som noget af chok, men præsidenten mente jo ikke, at ondskaben skulle regnes for en sovjetisk specialitet, mens Vesten var idel godhed. Nej, det var imperiet, som var ondt i kraft af den herskende kommunistiske og totalitære ideologi.

Udtrykket ”ondskabens imperium” dukkede op fra ordbog over den kolde krig i tredje afsnit af TV 2's ”Opgør med Scientology”, som mandag aften løb over skærmen.

Programmerne følger Robert Dams opgør med den organisation, som han gav 20 år af sit liv, og hvor han opnåede en høj placering. En afhopperhistorie om bristede illusioner og tabt tro.

I mandagens afsnit gjorde Robert Dam en rejse til Scientologys amerikanske hjemland, og det var en frafalden efterretningschef i Scientology, der stemplede organisationen som et ”ondskabens imperium”.

Det var store ord, og nu er Scientology nok et forretningsimperium med held til at imperialisere mangen en sjæl, men der er dog ikke tale om en territorialmagt med et arsenal af atomare missiler og et Gulag Øhav af fangelejre.

Scientology virker skam slem nok, og Robert Dam var blandt andet rejst til USA for at opsøge det sted, hvor han var blevet tilbageholdt og afhørt i 21 dage for falske anklager om underslæb.

I selskab med andre afhoppere fortalte han så om skyggesiderne bag den glitrende overflade og sit eget brud med Scientology, som medførte tab af venner og social udstødelse.

Historien er hørt fra andre sektmedlemmer, som er trådt ud af tryllekredsen. Godt for dem og den selvstændige tankegang, men det må også kalde på kritik, ikke bare af sekterne, men også selvkritik.

Scientology tvinger jo ikke nogen ind i kirken, selvom de åbenbart er gode til at lokke, og hvordan køber man sådan en gang ordskvalder og åndløs peptalk? Jeg mener, hele den oppustede retorik og dyrkelse af succes er da mageløs primitiv.

Robert Dam fortalte, hvorledes Scientology løftede ham op og gav ”en berusende følelse af uovervindelighed”.

Jamen, hvordan kan voksne mennesker tro på, at en organisation kan gøre dem til supermænd?

Ja, ingen skal vide sig sikker for at blive bedraget, men at tilslutte sig Ron L. Hubbards bizarre tankegang er alligevel spøjst.

Måske skyldes det en mangel på åndelig modgift. Kender man den kristne kirke, så fremstår Scientology som plat menneskedyrkelse.

I lyset af evangeliet er ondskabens imperium en tredjerangs Antikrist, der bærer kirkenavnet med samme ret som et bordel kaldes et glædeshus.

På den anden side må stærke sekter også mane kirken til selvkritik. Hvorfor går mennesker til dem og kirkens dør forbi?

Robert Dams historie var spændende nok, men det virkelig interessante er: Hvorfor i alverden falder mennesker for Scientology?

Jesper Bacher er sognepræst