Europa lige nu er præget af ferie, flygtningestrømme og græsk gældskrise. Et kontinent med nogle af verdens frieste og rigeste lande.
Globalt et smørhul, men også et aldrende kontinent, hvor man går meget op i offentlig velfærd og for lidt i kirke. Et kontinent, som har fostret store tanker og ånder, men også grelle misfostre.
”Europa lige nu” er imidlertid også titlen på et P1-program, som fortæller aktuelle historier om det, som forbinder og adskiller europæerne.
I søndags kunne man således komme med Jens Rohde (V) på café i Bruxelles, hvor Anne Haubek havde sat europaparlamentarikeren stævne.
Jens Rohde er jo kendt som Venstres enfant terrible, der tabte positionen som spidskandidat, da han erklærede sig mere integrationsivrig end partilinjen.
Rohde var i øvrigt også blandt dem, som i sin tid krævede Lars Løkke Rasmussens (V) afgang som partiformand. Nu er Løkke som bekendt rigets statsminister, mens Jens Rohde sidder i det, som Margaret Thatcher engang kaldte et Mickey Mouse-parlamentet.
Siden Thatchers spydighed er musen dog vokset, og en selverklæret super-europæer som Jens Rohde kunne godt tænke sig mere magt til parlamentet.
Ifølge eget udsagn er han det nærmeste, man kommer en føderalist i Venstre, og går man den vej til ende, ender de nationale parlamenter som Mickey Mouse-parlamenter.
Alting har sin pris, og unionen lever af nationerne. Spørgsmålet er så, om gevinsten står mål med prisen, om suverænitetsafgivelse giver pote eller bagslag?
Jens Rohde fik lov til at tale sin sag med Anne Haubek som spørgende, men ikke egentlig kritisk samtalepartner.
Venstres semiføderalist kaldte EU for en umådelig smuk idé og betonede, at unionen skulle hindre, at landene eksporterede problemerne til hinanden og dermed fortidens fejltagelser, kriser og i sidste ende krige.
Man burde for eksempel lade EU om at fordele flygtninge efter en fast nøgle. Det ville faktisk medføre, at Danmark skulle modtage færre flygtninge og en mere ligelig fordeling af byrderne blandt EU-landene.
Man kunne imidlertid også tænke lidt videre og spørge, hvad der sker, når et land ikke selv bestemmer, hvem og hvor mange man lukker ind?
Der er allerede fri bevægelighed mellem EU-landene, og det kan der kan siges for og imod, men hvor bevæger vi os hen, hvis man ikke længere må trække en grænse, ligesom man ikke længere må kontrollere den?
Mange af os - måske også Jens Rohde - kan godt lide at være herre i eget hus rent privat. Det kunne også gælde for et gode rent nationalt.
Føderalisterne vil sige, at grænseoverskrivende problemer skal løses af en grænseoverskridende myndighed, og ingen kan vel nægte nødvendigheden af et samarbejde over grænserne. Vandene skilles i forhold til en grænseløs politik.
Jens Rohde fortalte også om det perspektiv, han havde fået ved at virke i EU. I et europæisk perspektiv var de politiske forskelle i Danmark jo små, og der var ikke saglige grunde til, at Venstre og Socialdemokraterne ikke dannede fælles regering og smedede nationale kompromiser.
Det lyder flot, men hvor skal man så gå hen med sin opposition?
Jesper Bacher er sognepræst