I et astronomisk perspektiv er påsken mere aktuel, end mange måske tror

Peter Lund Madsens omhyggeligt tilrettelagte udsendelser i P1’s ”Hjernekassen” er prisværdige. Med ...

Peter Lund Madsens omhyggeligt tilrettelagte udsendelser i P1’s ”Hjernekassen” er prisværdige. Med pædagogisk talent og vid formår han at formidle kundskaber, som man måske ikke af sig selv havde fundet interessante, skriver Leif Hjernøe. – Foto: Lars E. Andreasen/DR

”Hjernekassens” udsendelser har med klædelig forsigtighed atter en gang gjort det klart, at samtidig med, at videnskaben udvider vores forståelse, kan vi se, hvor lidt vi ved, skriver Leif Hjernøe

I DENNE UGE får lytterne så P1’s tredje og sidste del af ”Hjernekassens” radiofoniske trilogi om den basisviden, der skal til, hvis man ønsker at være et naturvidenskabeligt dannet menneske. Efter at have lyttet til de små tre timers orientering fornemmes det rart nu at være godt på vej!

Peter Lund Madsens omhyggeligt tilrettelagte udsendelser er prisværdige. Med pædagogisk talent og vid formår han interessevækkende at formidle kundskaber, som man måske ikke af sig selv havde fundet interessante. Han er nysgerrigt spørgende på lytternes vegne, sådan at vi alle kan være med.

Udsendelsernes perspektiver er så almengyldige, at man uvægerligt må gribes af ydmyghed. Vores individuelle levetid er jo så kortvarig, at vi målt med astronomernes målestokke må sande de bibelske ord om, at ”hvert menneske er kun som et vindpust” (Sl. 39, 5-14).

”Hjernekassen” tydeliggør, hvor komplet vanvittigt det er, at mennesker bekriger hinanden, medens de som passagerer i et højt raffineret jordisk rumskib suser omkring det store kernekraftværk, som vi kalder Solen. Det sker med en fart af over 100.000 kilometer i timen!

Tænk også på det farvefoto af Jorden som ”Den blå juvel”, vi fik sendt fra den amerikanske måneraket Apollo 17 i 1972. Pludselig fik vi et fælles bomærke. Sikken et logo! Det burde for al fremtid have fået menneskeheden til at besinde sig på sin globalt forpligtende fælles skæbne.

”Hjernekassens” udsendelser har med klædelig forsigtighed atter en gang gjort det klart, at samtidig med, at videnskaben udvider vores forståelse, kan vi se, hvor lidt vi ved. Sagt med Niels Bohr: På en måde bliver vi stadigt dummere. For hver gang vi får besvaret ét spørgsmål, melder der sig 10 nye!

Vi kan kun tænke og beregne os til vores klodes dybere beskaffenhed. Sikker viden haves egentlig alene om den yderste skal. I sammenligning er den tyndere end skallen på et æble, og slet ikke af en så ensartet og sammenhængende karakter som den!

Jordens ydre – lithosfæren – består af en skorpe af kontinentflader, som vedvarende bevæger sig med utallige jordskælv til følge. En evig proces. Bevægelserne af de såkaldt tektoniske plader medfører, at afstanden mellem Europa og USA øges med tre til fem centimeter om året.

Da Jordens ustabile magnetfelter er umiddelbart registrerbare, så tyder meget på, at klodens indre består af en gigantisk kerne af jern. Dens magnetiske poler flytter sig fra tid til anden. Heldigvis, for uden disse ustyrlige bevægelser ville Jorden forunderligt nok være livløs.

Mest opmuntrende er de naturvidenskabelige beregninger af ikke alene planetens, men også universets tilblivelseshistorie. Jo mere der jongleres med tal af astronomiske milliardstørrelser, desto kortvarigere tager menneskets historie sig ud. Set i dét perspektiv blev Jesus korsfæstet i går, og påsken er også derfor mere aktuel, end mange måske tror.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder