Gotfredsen: Selvfølgelig kan Pia K. håndtere formandsposten

Mens journalisterne lettere eksalterede forhørte sig om Pia Kjærsgaards holdning til de mange mandater og eventuelle ministerposter, udtrykte hun sig behersket og fremstod som en erfaren og besindig politiker, der i løbet af sine 31 år på Christiansborg har lært lektien, skriver Sørine Gotfredsen, præst og debattør

Pia Kjærsgaard ved godt selv, at hun har det med at dele vandene, men hun er samtidig klar over, at hun som Folketingets formand på mere neutral vis skal være dén, der samler, skriver Sørine Gotfredsen. -
Pia Kjærsgaard ved godt selv, at hun har det med at dele vandene, men hun er samtidig klar over, at hun som Folketingets formand på mere neutral vis skal være dén, der samler, skriver Sørine Gotfredsen. - . Foto: Keld Navntoft.

DET ER SVÆRT AT FINDE de helt rigtige ord til beskrivelsen af den seneste begivenhed i dansk politik. De færreste havde troet det muligt, men i går blev Pia Kjærsgaard (DF) valgt som Folketingets formand, og fortællingen om denne kvinde, der gik fra hjemmehjælper til dæmoniseret partistifter og nu indehaver af ét af rigets fornemste poster, overgår al fantasi.

Med endnu en forudsigeligt hadefuld karikaturtegning i Politiken samt udtalelser fra indebrændte forfattere, der knapt tror deres sanser, er Pia Kjærsgaard blevet anbragt på tronen.

Torsdag aften lod hun sig interviewe til DR og udtrykte en klar bevidsthed om sit eget paradoksale forløb. Hun ved, at hun har det med at dele vandene, men er samtidig klar over, at hun som Folketingets formand på mere neutral vis skal være dén, der samler.

Kaster man et blik tilbage på Pia Kjærsgaards offentlige fremtræden gennem årene, er der ingen grund til at tro, at hun ikke kan omstille sig til opgaven. I virkeligheden har Pia Kjærsgaard midt i de mange storme, hun har fremprovokeret, som regel personligt bevaret en temmelig stor ro. Det er omgivelserne mere end Pia Kjærsgaard selv, der har stået for den største ophidselse, og tænk blot på selve valgnatten forleden.

Mens journalisterne lettere eksalterede forhørte sig om Pia Kjærsgaards holdning til de mange mandater og eventuelle ministerposter, udtrykte hun sig behersket og fremstod som en erfaren og besindig politiker, der i løbet af sine 31 år på Christiansborg har lært lektien.

Det enorme mediemaskineri og de ofte meget hårde ord, der er blevet sagt om Pia Kjærsgaard, har efter sigende gjort hende til en lidt vagtsom kvinde. Men samtidig har hun i dén grad selv forstået at bruge medierne, og alene den flittighed, hun har lagt for dagen, skiller sig ud.

Pia Kjærsgaard har været til stede nærmest året rundt døgnet rundt og tilsyneladende følt sig forpligtet på at være i konstant dialog. År efter år har hun stillet op med et ansigt rummende denne sælsomme blanding af smil og kampberedthed, og enhver kan sige sig selv, hvad det kræver af indre styrke at forblive i en rolle, der visse steder fremkalder så stor foragt.

Så side om side med de mange paradokser, der er forbundet med Pia Kjærsgaards erobring af Folketingets formandsstol, kan man pudsigt nok konkludere, at der et tale om et særdeles sikkert valg. En af de tidligere formænd, Christian Mejdahl (V), udtalte da også på P1 inden den officielle udnævnelse, at han er sikker på, at Pia Kjærsgaard kan varetage den opgave, det er at værne om Folketingets integritet.

Få har nemlig som hun, kunne man tilføje, gennem årene kæmpet så meget for sin egen, og er der nogen, der ved, hvad ophøjet selvkontrol betyder i politik, er det Pia Kjærsgaard.

Meningerne kan være delte i synet på, om hun er den rette formand. Men angående spørgsmålet om, hvorvidt hun kan håndtere stillingen, er der kun én ting at sige. Selvfølgelig kan hun det. Hun har for længst bevist, at hun har styrken til det.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist