”Paven? Hvor mange divisioner har han?”. Sådan skal den tidligere præstestuderende og senere sovjetiske diktator Josef Stalin engang have spurgt.
Paven har selvfølgelig Schweizergarden, men den udgør langtfra en division, og Vatikanstaten er lige så geografisk diminutiv, som den er militært afmægtig.
Men skønt materialist måtte Stalin alligevel have vidst, at der er anden magt end den, som vokser ud af et geværløb. Pavens rige er lille, men den romersk-katolske kirke er verdensomspændende og tæller over en milliard mennesker.
Det er historiens ironi, at det sovjetiske imperium er en saga blot, mens Vatikanstaten består, og katolicismen er i stærk vækst.
Det sidste kunne man høre om i søndagens Deadline, hvor man med udgangspunkt i pave Frans' rundrejse i Afrika diskuterede pavens indflydelse og kirkens stilling på det store kontinent.
Paven aflagde blandt andet besøg i Den Centralafrikanske Republik, som plages af religiøst betonet borgerkrig. Her udtalte paven sine fredsønsker, og det fik studievært Nynne Bjerre Christensen til at spørge, hvor meget reel indflydelse denne venlige ældre herre udøver.
Andreas Rude, som også er kommentar på nærværende dagblad, henviste til, at pavebesøget ”frigjorde en masse positiv energi” og nævnte, at kirken ofte udgjorde den eneste opposition i flere afrikanske diktaturer. Også lektor ved Center for Afrikastudier Karen Lauterbach mente, at pavens kunne påvirke fredsprocessen blandt andet ved at tilskynde til interreligiøs dialog.
Selv uden divisioner er paven altså en magtfaktor, som ikke kan ignoreres. Hans ord har vægt, og hans embede regnes af mangen en sjæl for det største i kristenheden. Ja, som Kristi vikar (Vicarius Christi) er der ret beset ingen højere stilling end den, som katolsk dogmatik tilkender den siddende pave.
Paven kan i den grad udtale sig på kirkens vegne, og når han en sjælden gang definerer et nyt dogme - det skete sidst i 1950 - er han oven i købet ufejlbarlig. Det er der alligevel ikke så mange statsoverhoveder, som påberåber sig, men lige i det stykke var Stalin på linje med paven. Om end Stalin ikke indskrænkede ufejlbarligheden til særlige lejligheder.
Nogle protestanter kan godt misunde pavens indflydelse. Stalin spurgte efter pavens divisioner, men protestanter må se langt efter noget, der ligner den pavelige gennemslagskraft. Når pave Frans gør klimakampen til kirkens sag, gør han det med sit embedes vægt, mens protestantiske klimakæmpere ikke har en lignede lederskikkelse, som kan få teologien til at grønnes og gøre vejret til hver mands sag.
Men alting har sin pris, også pavens stilling. Pavens myndighed umyndiggør for eksempel Bibelen som øverste norm for kristne trossandheder, og når paven positionerer sig politisk, kan andre politiske holdninger komme til at fremstå som mindre katolske.
Tydeligheden kan føre til ensidighed og forveksle kirkens binding til sin Herre med bindingen til en bestemt politik. Måske er en klimaskeptiker ikke just kætter, men alligevel“
Jesper Bacher er sognepræst