Det er ret umuligt i disse dage at komme uden om fænomenet Grækenland.
Dramaet om landets EU-skæbne fylder overalt, og løbende er det blevet meddelt, at det nu er absolut sidste udkald, hvis landet skal redde sin fremtid i det europæiske fællesskab.
Omsider er der gjort alvor af ordene, og mandag morgen stod vi op til budskabet om, at man er nået til enighed om en græsk løsning. Som vi dog stadig mangler at se realiseret.
Denne massive dækning rummer sin egen dobbelthed. Den består af svært økonomisk stof, der i sin kerne kun interesserer de færreste, og debatter om EU bevæger sig ofte mellem to poler.
Der tales om konkrete problemer, men næsten uundgåeligt havner fokus før eller siden på spørgsmålet om, hvorvidt EU overhovedet er en god idé.
Således også i ”Deadline” på DR 2 søndag aften, hvor formanden for Europabevægelsen, Stine Bosse, Berlingskes udlandsredaktør, Anna Libak, og Enhedslistens Tobias Clausen var gæster.
Sidstnævnte argumenterede for, at EU-toppen udviser for stor arrogance i synet på de nationale demokratier, hvilket meget godt indrammer den grundskepsis, mange føler over for EU.
Libak og Bosse repræsenterede det uundgåeligt fornuftige synspunkt, at det er svært at se alternativet til EU, omend Anna Libak understregede en tro på, at EU indefra faktisk kan påvirkes i retning af større samhørighed med befolkningerne.
Men lige så interessant ved alt dette er, at mens sagen om Grækenland helt dominerer i medierne, er det ikke et emne, der fylder meget i den almindelige samtale rundt omkring.
De fleste ved med fornuften, at det er vigtigt, men samtidig hersker en sær mangel på engagement, når talen falder på det.
Det er teknisk og fjernt, og man må overveje forholdet mellem mediernes dagsorden og den enkeltes reelle interesse.
Ligesom man må smile lidt ved læsning af Henrik Pontoppidans ”De dødes rige”, hvor en stor sag her omkring året 1912 handler om en truende fallit i Portugal, der skal forhindres gennem et europæisk lån.
Romanens hovedperson mærker kun medfølelse med ham, der iltert udreder den portugisiske affære for ham, da han selv engang kendte til denne ”allestedsnærværelses-mani”, som han kalder det, der indpodes folk gennem aviserne.
I dag indpodes den ikke mindst gennem fjernsynet og TV 2 News' kroniske tilstand af ”breaking news”, men pointen er den samme.
Vi pålægges en virkelighed, der rækker langt ud over det nære og konkrete, og man mærker en blanding af pligt til at følge med og en umiskendelig mangel på ægte interesse.
Dette er EU's problem, som den græske sag er med til at belyse. Man ved, at det er vigtigt, men medmindre man er udstyret med en given interesse for udenrigspolitik, kan man næsten ikke samle tankerne om det.
På nogle preller ”allestedsnærværelses-manien” helt af, da man har mere end rigeligt at se til med at begribe det, der foregår her.
Og tilbage er kun pligten til at høre efter. Den er også værd at adlyde, men spørgsmålet er, om den i længden kan nære projektet EU.
Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist