Det er blevet en yndlingsbeskæftigelse at skamme sig

Filmproducent Peter Aalbæk Jensen påpegede i Deadline på DR 2, at der findes en pinlig uoverensstemmelse mellem mange kunstneres privilegerede liv og deres udsagn om, at landet bør tage imod flere flygtninge. Foto: Kasper Palsnov/Scanpix

Thomas Vinterberg opnåede masser af dejlig velvilje i det internationale filmmiljø ved at skamme sig over sit land, skriver Sørine Gotfredsen. Hun roser Peter Aalbæk for at påpege, at kunstnere lever i en københavnerboble uden kontakt med virkeligheden

At skamme sig over at være dansker har udviklet sig til en yndlingsbeskæftigelse for en del personer i den kunstneriske elite.

Det begyndte at gribe om sig, da regeringen lancerede den berømte smykkelov, der ikke formuleringsmæssigt faldt så heldigt ud, og forleden var det filminstruktør Thomas Vinterberg, der ved en filmfestival i Berlin meddelte, at også han skammer sig over at være dansker.

Det har skabt harme, og i DR 2's Deadline søndag aften var to kunstnere samt filmproducent Peter Aalbæk Jensen kaldt ind for at diskutere sagen.

Peter Aalbæk Jensen mener, at der findes en pinlig uoverensstemmelse mellem mange kunstneres privilegerede liv og deres udsagn om, at landet bør tage imod flere flygtninge. De lever, som han sagde, ”et apartheidlignende liv, hvor man kun omgås hvide mænd”.

På den anden side sad to teaterdirektører, Jon Stephensen og Martin Lyngbo, og sidstnævnte kom med aftenens mest uforglemmelige bemærkning. Han anklagede Peter Aalbæk Jensen for at være en nyttig idiot for alle dem, der elsker at kritisere kunstnere i debatten - kritikere, som han jo slet ikke selv ønsker at omgås.

Og hvorfra ved Martin Lyngbo, hvem Peter Aalbæk Jensen gerne vil omgås? Svaret er, at det tager han simpelthen for givet, hvormed han afslører en tankegang så fastfrosset i opdelingen mellem rene og beskidte medmennesker, at han blotlagde den kortslutning, der i højspændte tider bliver ekstra synlig.

En mand som Martin Lyngbo synes at leve i et forskanset fort, hvor sandheden er indlysende, og man mindes den forrygende udtalelse, instruktør Ole Bornedal forleden kom med i diskussionen om DR's hang til det venstreorienterede.

Bornedal ser ikke den hede kritik af det nationale i sin egen tv-serie ”1864” som tegn på slagside, for det er jo ”konsensus”, som han sagde. Næsten som et uskyldigt barn.

Ligeledes tror Martin Lyngbo, at konsensus består af den holdning, han selv har, og den slags mennesker debatterer i en paralleltilstand. Tilsyneladende aner de ikke, hvor mange forskellige tankegange og erfaringer, der er på spil rundt omkring i landet - eller også vedtager de bare, at alt uden for den kunstneriske københavnerboble er irrelevant.

Jon Stephensen fik tilmed sammenlignet kunstnersindet med et fint sansende dyr, der kan vejre, ”når et jordskælv er på vej”, og man forstår, at dette åbenbart var, hvad Thomas Vinterberg udfoldede, da han opnåede masser af dejlig velvilje i det internationale filmmiljø ved at skamme sig over sit land.

Men man forstår også, at debatten i Deadline i søndags afslørede noget centralt. De to kunstnere sidder og advarer mod polarisering i befolkningen, alt imens de selv - her først og fremmest Martin Lyngbo - lægger nye alen til den. Idet han nemlig åbenbarer, hvor dybt grundet den faste opdeling mellem danskerne er i hans eget verdensbillede.

Herinde giver det sig selv, hvad sandheden er, og hvem man ønsker at omgås, for det er simpelthen konsensus. Og så er det jo ikke så mærkeligt, at man kan komme til at skamme sig.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist