Med udsigt til endnu en weekend i tv-seriens tegn er det blevet tid til at komme med en lidt vovet tilståelse. Jeg tilstår, at jeg er blevet en anelse fan af serien ”Badehotellet”, der i mandags afsluttede sæsonen på TV 2. Og som snart vender tilbage med en fortsættelse.
Fortællingen om den brogede flok danskere i 1920'erne, der hver sommer holder ferie ved den jyske vestkyst, blev fra begyndelsen kritiseret, ja, nærmest hånet for sin karikerede tone og lidt retningsløse trampen rundt i trivialiteter.
Men stemningen er ved at vende, der er kommet mere fylde i karaktererne, og forleden havde ”Badehotellet” flere seere end den nye DR-dramaserie ”Mord uden grænser”, der i morgen sendes for tredje gang.
Den udvikling havde de færreste set komme, men det er både interessant og bekræftende, for vi trænger til at beskæftige os med noget andet end blod og lemlæstelse af forsvarsløse kvinder.
Krimigenren er i dag så dominerende, at man føler sig udmattet blot ved synet af den indadvendte politimand, der ankommer til gerningsstedet.
Desuden vil det garanteret vise sig, at idéen med det internationale i ”Mord uden grænser” udgør en uheldig satsning.
Der kommer et lidt overfladisk skær over det, når man springer rundt i Europa i en slags postulat om, at den globale virkelighed er lige så vedkommende for os som den danske.
Personligt vil jeg hellere have et bud på dansk mentalitet i 1920'erne end en beskrivelse af det overnationale politiarbejde i det 21. århundrede med den kølige aura, der i de senere år har præget serier som ”Ørnen”, ”Livvagterne” og nu ”Mord uden grænser”.
De mangler forankring og sand identifikation. Samtidig skiller ”Badehotellet” sig ud på meget konkret vis. Man kan nemlig høre, hvad skuespillerne siger, hvilket man ikke skal kimse ad, da det som bekendt ikke er en selvfølge i danske tv-serier. Dette er vel at mærke ikke et tegn på aldring blandt seerne, men snarere valg af stil og måske mangler hos skuespillerne.
Den ellers så fremragende Lars Mikkelsen, der spiller hovedrollen i ”Mord uden grænser”, og som er i færd med et internationalt gennembrud, har udviklet en så lavtliggende mumlende tone, at man ofte kun fanger en del af ordene og til sidst giver op.
På badehotellet går man ikke glip af en eneste stavelse, for her dyrker man ikke den meget naturalistiske stil, hvor det gælder om at tale, som stod man med ryggen til hjemme i sit eget køkken.
Her forsøger skuespillerne ikke at skjule, at de optræder, hvilket selvsagt kan kamme over i manerer. Men det kan også repræsentere en mere klassisk teaterstil på tv, som er vigtig at værne om.
For mange danskere opleves skuespilkunsten i dag i høj grad gennem fjernsynet, og hvis vi hovedsageligt fodres med mumlende krimiserier, vil kommende generationer få svært ved overhovedet at forstå udtrykket i et levende teater.
Jeg havde ikke troet, at det skulle komme så vidt, men den er god nok. ”Badehotellet” på TV 2 har en mission, og næste sæson skal være velkommen.
Sørine Gotfredsen er præst, forfatter og journalist