”Far, du skal på plejehjem”. Sådan lyder titlen på en P1-udsendelse, der sendes 2. pinsedag klokken 11.03. Den har været kort foromtalt i den forløbne uges flow af samtaleprogrammer. På nettet kan man heldigvis let få fyldigere information om programindholdet blot ved at google på titlens ordlyd.
Her får man straks oplysninger om, hvordan Anna Katrin Nørgaard har lavet ”en stærk radiofortælling” om sin fars store livsrutsjetur. Han blev fundet på sit badeværelsesgulv efter tre døgn, ramt af en hjerneblødning. Inden da var han vidt berejst, belæst, begavet og optaget af verden omkring sig. Nu kniber det med fysikken og sproget. Og huset er sat til salg!
Midt i en tid, hvor samtaleprogrammer breder sig ud over alle flader, er den slags muligheder for at få forhåndsinformation noget, jeg har lært at værdsætte. Det minder mig om dengang, da Danmarks Radio udsendte radiomagasinet ”Emil”. Det var opkaldt efter Emil Holm (1867-1950), der var operasanger og leder af Statsradiofonien. Fra 1959 kaldet Danmarks Radio.
Man kunne her forberede sig til og markere enkelte udvalgte radioprogrammer. Radioen var noget, man tændte og slukkede for. Ikke noget, der som nu bare ”kører” som en slags lydkulisse, døgnet rundt. Og her er vi så fremme ved en forklaring af disse spalters overskrift. Den gengiver én blandt mange lignende bemærkninger, der tidligt og sent kan høres rundtom i de små hjem.
Der indledes som regel med spørgsmål som: ”Ved du, om der kommer noget særligt i aften?”. Eller bare: ”Hvad kommer der?”. Senere på aftenen falder så meget tit disse ord, udtalt med træt måske en smule desperat stemmeføring: ”Nej, vent lidt, du skal ikke slukke, der kunne jo måske komme noget!”
Replikkerne er udtryk for desorientering og tidstypiske seervaner. Udbuddet af programmer er så overvældende, at der næsten altid viser sig ”noget”, blot der zappes flittigt nok.
De tider er for længst forbi, hvor man i trykte programoversigter i detaljer kunne orientere sig om udsendelsernes indhold, krydse af, hvad der skulle ses/høres, og det var så det. I dag skal der stor viljestyrke og selvdisciplin til for at kunne fravælge medierne. Der er efterhånden altid noget for enhver smag.
Jeg husker tydeligt, dengang hvor folk kom hjem fra ophold i USA og forarget fortalte om, hvordan man derovre havde åbnet for tv døgnet rundt. Og ikke nok med det, der var tv i alle rum. Hvert familiemedlem sit apparat. Sådan har man nu også indrettet sig herhjemme. Dertil kommer den udstrakte brug af de såkaldte sociale medier.
Det er selvfølgelig nærmest banalt at bruge så megen spalteplads på at pege sådanne alt for velkendte iagttagelser ud. Jeg gør det alligevel, fordi der er tale om vaner og uvaner, der langsomt nu har sneget sig ind i vores ellers så enestående og vidt berømte, prisvindende radiokultur, som det i indledningen omtalte program tyder på at være et efterhånden sjældent eksempel på.